2025 I ALBUMS

Orm er et band, jeg har fulgt længe, fordi de behandler black metal som et sprog snarere end en effekt. Musikken er tung uden at være forhastet, kompleks uden at miste retning, og hele tiden præget af en alvor, der ikke søger opmærksomhed.

De har bevæget sig fra lange, episke forløb mod et mere koncentreret og riffbåret udtryk, men uden at opgive melankolien og eftertænksomheden.

På "Guld" samles trådene: korte, tætte kompositioner, hvor aggression og ro eksisterer side om side, og hvor temaer som forgængelighed, begær og værdi udfoldes uden forklaring.

Jeg vender tilbage til Orm, fordi de insisterer på varighed frem for effekt. Det er musik, der kræver tid og opmærksomhed; og som belønner det med klarhed snarere end forløsning.

"Lonely People With Power" er for mig en plade, der kombinerer intensitet og åbne rum på en måde, der føles sand; både råt og kontemplativt. Sangene bygger op med voldsom kraft, men slipper også melodier, der gør, at jeg lytter med opmærksomhed frem for bare reaktion.

Det er, som om Deafheaven har destilleret det, de kan bedst, og gjort det til noget stringent og nærværende.

Temaerne i musikken og lyrikken kredser om isolation, relationer og menneskelig kompleksitet; ikke som et postulat, men som noget, der udfolder sig i lyden selv. Det føles ikke som en “genkomst” eller en gentagelse, men som et album, der står stærkt på sine egne præmisser og inviterer til refleksion snarere end blot larm.

Det er pladen, jeg kommer tilbage til, når jeg vil høre noget, der både er kompromisløst og præcist. Den siger noget om nærvær i kraften og kraft i nærværet; og det er grunden til, at jeg elsker den.

"Scandinavian Pain" taler til mig, fordi den gør smerte kollektiv og kropslig frem for psykologisk. Den langsomme fremdrift, de tunge grooves og den konsekvente gentagelse føles som et bevidst valg: ikke at skubbe mørket væk, men at blive i det længe nok til, at det mister sin dramatik.

Pladen balancerer mellem doomens tyngde og en mere åben, næsten rocket bevægelighed, som gør helheden fysisk snarere end symbolsk. Den vil ikke forklare sig selv, kun bære sit stof igennem. Jeg vender tilbage til den, fordi den insisterer på varighed frem for forløsning; og fordi den tager alvor alvorligt uden at gøre den til identitet.

"Faellesskab" rammer mig, fordi den tager ordet “fællesskab” alvorligt uden at gøre det pænt. Den viser, hvordan vi kan høre til; og hvordan vi kan forsvinde ind i hinanden. Teksterne har en tør, næsten sarkastisk klarhed, og musikken presser frem uden meget luft: som en maskine, som en vane, som noget man både søger og frygter.

Jeg elsker den, fordi den både er melodisk og ubarmhjertig. Den vil ikke forklare sig; den vil fastholde en tilstand. Og når den endelig åbner sig i de lange, atmosfæriske stræk, føles det ikke som forløsning, men som udsyn.

"Get Sunk" rammer mig, fordi den bor i den langsomme bevægelse nedad, i det sted mellem “Inland Ocean” og “Times of Difficulty”; ikke dramatisk, men som en tilstand, der må beskrives for at blive forstået. Titlen siger det: at synke er ikke et fald, men en opholdstid i dybden, og lyrikken bygger billeder omkring vand, afstand og det, der forbliver, når overfladen glider væk.

Matt og jeg har fulgt hinanden i årevis via The National, og her fortsætter han med at udforske det samme langsomme rum mellem tab og accept, mellem nostalgi og nu. Han priser ikke det svære; han navngiver det: “get drunk / get sunk / times of difficulty”; som mantraer, ikke løsninger.

Det er en plade, der kræver, at du lytter ind i teksten, lader dig trække med af billederne og accepterer, at nogle ting kun står klart, når du er midt i dem. Det er derfor, jeg vender tilbage.

"Never Enough" rammer mig, fordi den rummer både ukuelig energi og en næsten meditativ leg med genregrænser.

Turnstile har taget den hardcore-ånd, de altid har båret, og foldet den ud i et sprog, der kan være både synthdrevet, funky, poppet og renskuret rock; uden at slippe den rå nerve. Den er ikke lineær i kraft, men i bevægelse; fra den glitrende åbning til de mere drømmende passager ligger der en form for vedholdenhed i lydene.

Pladen føles som en invitation til at omskrive, hvad hardcore kan være: melodisk og legende uden at give køb på intensitet, poetisk uden at blive melodramatisk, og med en lyst til at eksperimentere uden selv at tabe sig selv. Det er derfor, jeg vender tilbage; fordi den både trækker i nostalgien og bærer mig videre.

"Even In Arcadia" betyder noget for mig, fordi Sleep Token har fulgt mig i flere år ved konsekvent at nægte det forventelige. Jeg har altid haft en særlig tillid til mennesker og bands, der tør bryde normer, ikke for at provokere, men fordi de ikke kan lade være. Det mærkes her; musikken bevæger sig ubesværet mellem det skrøbelige og det tunge, som én samlet erfaring snarere end som kontrast.

Lyrikken er en væsentlig del af det. I “Damocles” kredser teksten om magt, forventning og det pres, der følger med at blive set. Linjer som “I live with a sword above my head” peger ikke på drama, men på bevidsthed. Det er ikke et råb, men en erkendelse af vilkår. På samme måde fungerer hele albummet; paradiset er til stede, men aldrig uden spænding.

Skønheden er reel, men altid ledsaget af noget, der kan falde.

Jeg vender tilbage til pladen, fordi den tager både følelser og form alvorligt. Den vil ikke forløses, kun forstås lidt bedre for hver gennemlytning.

"Satanic Panic Attack" er en plade, jeg holder af, fordi den gør noget sjældent: den gør et helt album til én idé uden at miste kropslighed. Konceptet om 80’ernes satan-forskrækkelse er ikke pynt, men motor; det dér sted, hvor moral bliver til hysteri, og hvor musikken bliver gjort farlig, fordi den føles fri.

Lyden er doom’n’roll i den bedste forstand: tung og fuzzet, men med bevægelse og overskud. Den kan være groovy, næsten festlig, og samtidig mørk nok til at stå ved sig selv. Jeg vender tilbage til den, fordi den minder mig om, at alvor og grin ikke behøver at ophæve hinanden; og fordi den kan få tyngde til at føles levende.

"The Dreaming Prince In Ecstasy" rammer mig, fordi den insisterer på black metal som vision snarere end udbrud.

Lamb of Murmuur arbejder med drøm, begær og forfald i et udtryk, der er konsekvent romantisk uden at blive nostalgisk. Det er musik, der vil noget med sin stemning; ikke bare fremkalde den, men bebo den.

Pladen trækker tydeligt på klassisk, melodisk black metal, men filtreret gennem et sløret, næsten hallucinatorisk lag. Riffene gentager sig som besværgelser, tempoet føles villet tilbageholdt, og vokalen ligger mere som et fjernt ekko end som et centrum.

Det giver albummet en fornemmelse af afstand, som om fortællingen allerede er ved at forsvinde, mens den udfolder sig.

Jeg vender tilbage til "The Dreaming Prince In Ecstasy", fordi den tager det teatralske alvorligt uden at forklare sig.

Den arbejder med myte, længsel og identitet som noget uafklaret; og minder mig om, at ekstrem musik også kan være et sted for drøm, sansning og indadvendt intensitet.

"Timekeeper" rammer mig, fordi den bruger blackgaze som et rum at bevæge sig i snarere end som en genre at demonstrere. De vævede guitarflader, de pludselige skift og den rå vokal arbejder sammen om at gøre tid til noget kropsligt: noget man mærker i gentagelsen, i opbygningen, i de steder hvor musikken åbner sig og lukker igen.

Pladen kredser om tab, forandring og selvopdagelse uden at forklare dem. Temaerne ligger som lag, der gentages og forskydes, og netop derfor føles albummet sammenhængende frem for illustrerende. Der er tydelige spor af black metalens intensitet, men melodien og det æteriske får lov at bære lige så meget som vreden.

Jeg vender tilbage til "Timekeeper", fordi den ikke vil fastholde et øjeblik, men undersøge, hvad det vil sige at være i bevægelse gennem tid; uden garanti for forløsning, men med en klar fornemmelse af retning.