Dirty Computer

This album has been added to 4 private lists and 3 public lists:

• 

  50 album på 50 dage

  Anton Engelbrecht Nielsen

  15.07

  Et afrofuturistisk album om identitet og undertrykkelse. Om seksuel frihed, vold og kulturel misbrug.

  Albummet handler om hvordan mennesker - især dem som afviger fra normen - bliver set som fulde af fejl, som en computer med virus eller bugs. Og hvordan samfundet forsøger at formatere dem der ikke passer ind. Et samfund bygget op på strukturel undertrykkelse, der i sidste ende rammer alle mennesker (i det her tilfælde amerikanere), uanset køn, seksualitet, etnicitet, diagnoser, politiske syn osv. osv.

  Men en af hovedpointerne er netop her, at vi i mødet med det “anderledes” kan overskride de grænser vi sætter op for os selv og se vores samfund i et nyt lys. Det er et kunstnerisk og kulturelt manifest for frihed i en tid med øget kontrol og ensretning, hvor Monaé netop kæmper for at ændre disse magtstrukturer.

  Denne “Dirty Computer” kan i forlængelse deraf, også ses som Amerika eller den verden vi har indrettet os i generelt, der er fulde af fejl og bugs.

  Musikken trækker på en bred palette af referencer og genrer. Art-pop, funk, elektronisk musik, R&B, hiphop og rock blandes sammen og Monaé går fra teatralsk croon, til robot-vokal (f.eks. med vocoder og autotune), til aggressiv rap. Hun er både rebel og romantiker. Menneske og teknologi. Mand, kvinde og nonbinær. Monaé leger konstant med (køns)identitetens flydende natur - også fx når stemmen bliver manipuleret til at være dybe på “Juice”.

  Albummet er lavet i samarbejde med mange forskellige musikere, heriblandt: Brian Wilson, Zoë Kravitz, Grimes, Pharrell Williams og ikke mindst Prince, som eftersigende skulle have hjulpet med albummet, men det er ikke explicit hvor præcis han har hjulpet. Dog er der flere numre der læner sig utroligt meget op af Prince. Fx synth-gruppen og groovet fra “Make Me Feel” (verdens bedste pop-sang) der lyder ret meget som “Kiss” (et andet utroligt fedt pop-nummer). Og også afslutningsnummeret “Americans” minder en del om Prince - og det er et kompliment.

  De 80’er-inspirerede keyboards og trommemaskiner understreger samtidig den futuristiske stil Monaé albummet trækker på.

  Sex er et stort tema - ikke mindst sex som magt. Også fx ved at nægte nogen adgang til sex.

  Flere af sangene har også et lag af eskapisme, med referencer til fest og at danse problemerne væk.

  “Make Me Feel” kendte jeg i forvejen, og det er virkelig et vanvittigt godt nummer - er helt vild med det! Skal helt sikkert have set den tilhørende film (eller Emotion Picture) som Monaé lavede sammen med albummet. Og så ikke mindst høre The ArchAndroid (2010) og The Age of Pleasure (2023).

• 

  licorice pizzas

  Ber

  It was a birthday gift from a friend.

• 

  album covers that i love

  bruna