50 album på 50 dage

06.08

Ligesom det meste japanske fusionsjazz lyder det som Mariokart musik. Og det er ikke en kritik. Tværtimod.

Det er altid afslappende, men aldrig kedeligt. Der sker altid noget spændende. Men aldrig nok til at tage fokus, medmindre man som lytter beslutter sig for at give det fokus.

Efter få lyt kan man allerede synge med på de fleste af numrene. De er let tilgængelige og dybt melodiøse. Men stadig komplekse, forvirende og svære at følge med i (som fusions jazz ofte er det).

Albummet har en lethed og en positiv energi hele vejen igennem. Tror det er den “vibe” eller genre eller æstetik man kalder City Pop:

Drømmen om at leve i luksus. En drøm fra en økonomisk gylden tid i 80’ernes Japan. Neon-lys. En stille aften aftentur i Tokyo med let brise i håret. Et urbaniseret moderne liv. Kulturel og teknologisk optimisme. Mødet mellem vestlig popkultur og Japansk æstetik.

“Look Your Back!” Er en funky fest sang, som er svær ikke at groove med til. Elsker det tilbagevende synth-hook efterfuldt af blæsere. Bassen er tung, men altid rytmisk.

“A Seagull & Clouds” er et mere stille og nostalgisk nummer. Men stadig med genkendelige melodier og hooks.

“Fluffy” er et dejligt bossa nummer, hvilket er rart da titelnummeret, der kommer lige inden, er mere optempo og af kompleks karakter.

Slap-bassen på “Baby Talk” er fucking lækker. Det samme gælder den tilbagelænede rytme guitar, der ligger og danner et rytmisk anker i baggrunden.

Og nårh ja! Så elsker jeg at bassen citerer Underworld-temaet fra Super Mario (som vidst nok udkom 2 år tidligere) i sangen "The Second Summer".

Jeg har ikke så meget at sige. Ved ikke så meget om jazz - især ikke japansk fusionsjazz. Jeg ved bare at jeg godt kan lide det.

Det bliver helt klart et nyt madlavningsalbum på listen, sammen med Head Hunters (1973), Kind of Blue (1959) og CASIOPEA (1979).

05.08

Skinty Fia er et mørkt og intenst værk om fremmedgørelse, rodløshed og identitet. Om kulturel udvanding og følelsen af at se sit hjemland ændre sig. Om Irland.

En blanding af post-punk og indie/alternativ rock. Indadvendt og udadreagerende på samme tid. Politisk. Vredt. Men med massere af hjerte og følelser på spil.

Intronummeret er utroligt stemningsfuldt, stærkt og urovækkende med dets pulserende bas og irske dommedags kor. Og når først trommerne kommer på er det svært ikke at blive revet med.

“Big Shot” er også et kæmpe fedt nummer med dets distortede guitarer, ørehængende tromme hook og ja… tamburin. Omkvædet føles ufatteligt stort med dets simple linjer “Everybody gets a big shot lately / everybody gets a big shot, baby”.

Numrene er altid opbygget virkelig godt dynamisk. Det samme gælder albummet der går fra det rå til det blide. Der bliver endda plads til lidt harmonika spil på albummets 7’ende nummer “The Couple Across The Way”.

Grian Chatten er en af de mest ikoniske nutidige frontpersoner med hans næsten reciterende vokal. Ikke typisk udadvent rock. Og selvfølgelig med en tyk Irsk/Britisk dialekt. Teksterne er fragmenterede og gentagende - en slags mantraer. Halve vers og anti-omkvæd. Men altid utroligt catchy alligevel.

Nogen gange har trommerne hooket, andre gange guitarne. Guitarne er generelt meget alsidige. Laver aldrig det samme. Fra riffs, til atmosfæriske lange toner, til tunge akkorder, til klimterri i baggrunden. Bassen er ofte tung og holder resten af bandet på plads. Stemningen er næsten klaustrofobiske.

I stedet for at lukke albummet af med et stille og smukt nummer, vælger de at gå planken helt ud med albummets mest rockede og rå nummer. De går ud med en vredes eksplosion.

Alle numrene er virkelig gode og albummet bliver aldrig kedeligt, for langt eller for kort. Til gengæld mangler jeg lidt hits som "Starburster", "In The Modern World" eller "Favourite" fra Romance (2024). Men det er bare ikke den slags album, og det er ikke det de er gået efter.

Har hørt Romance ret meget - efter alt dens hype sidste år. Virkelig et godt album. Var spændt på om jeg ville holde lige så meget af det her album. Og det gør jeg næsten, men ikke helt. Jeg kendte “I Love You” i forvejen, som det eneste nummer. Glæder mig til at høre mere Fontaines D.C. og følge dem de næste mange år.

04.08

“Love Is The Drug” er et af de fedeste numre nogensinde og har altid stor garanti til at for mig på dansegulvet.

Resten af albummet er liiiidt til den kedelige ende. Meget typisk psykedelisk 70’er art-rock, med et twist af glam-rockens teatralske stil (især Brian Ferrys vokal).

“Sentimental Fool” starter med at syre ud de første mange minutter, men uden et rigtigt pay-off. Jeg sætter pris på eksperimentet, men det siger mig ikke så meget. Da vokalen endelig kommer ind og sangen for alvor går i gang er det lidt for sent til at samle min opmærksomhed op. Til gengæld sørger numret for at skabe en god sammenhæng på albummet. Numrene fletter sig ud og ind af hinanden, næsten helt ubemærket. Hvilket måske samtidig peger på at sangene ikke står så stærke for sig selv - men det er nok bare min holdning.

“Whirlwind” og “Both Ends Burning” er højdepunkterne (udover “Love Is The Drug”). De resterende numre er fine nok, men lidt til den kedelige side.

Bryan Ferrys stemme er ret nice og man kan godt høre at et band som Japan har lyttet meget til Roxy Music. Resten af bandet spiller også super fint, men man savner lidt at Brian Eno stadig var med i bandet på synth og produktion. Når det så er sagt, er det klart nogen dygtige musikere med en klar vision om at lave art-rock, denne gang en smule mere pop-orienteret end tidligere, hvilket jeg i udgangspunktet godt kan lide.

Jeg vil fortsætte med at sætte “Love Is The Drug” på når jeg skal danse, og måske albummet Avalon (1982), hvis jeg vil høre noget lidt mere 80’er fløde-far-rock. Men kommer nok ikke til at vende tilbage til hele albummet eller så meget af Roxy Musics diskografi - men det må tiden vise.

30.07

Stream og counsciouness rap. Frie associationer. Benjamin Hav har en helt unik måde at lave tekster og sange på. Altid sjovt. Næsten altid godt.

Jeg kender primært Benjamin Hav fra hans egne album og sit samarbejde med Familien. Altid en fest at opleve live og med live-band på. Men det mere klubbede klæder ham også. Sjovt at se hvor han startede. Også den mere rå-rap vokal fra Benjamin Hav er fed, ift. efter han er gået solo, hvor han er lidt mindre “hård”. Begge versioner kan noget.

Benal er et projekt der opstod da en elektronisk musiker (Albert) der blev træt af klubben, og en rapper (Benjamin) der blev træt af hip-hop. Vi kan kalde det Klub-hop (hvilket jeg gerne vil tage patent på - selvom det nok er lidt sent fundet på).

Alberts produktioner er virkelig fede. Der er mange nørdede detaljer, og der er virkelig blevet brugt tid på produktionerne. Albert er klart en perfektionist.

Skarpe one-liners og humoristiske linjer smeltet sammen. Det svært ikke at smile hele vejen igennem. Selv når det bliver tungt. Og Benjamin Havs mest brugte catchphrase “Før var der mørkt nu der …(indsæt ny tekst)”, opstår minimum tre gange på albummet. Og så er der geniale linjer som “Som om du kun ka' bryde isen ved at ryge igennem” eller “Det var lort, indtil hun sagde: smut med dit pis”.

Åbningsnummeret “Hemmelighed”, “Lampeskærm” og “Nu Her” er klart højdepunkterne. Der er et par lidt for steneren numre i midten. De forskellige features er lidt ligegyldige, men Orgi-E er nok den fedeste af dem.

Sidste nummer på albummet er en utroligt smuk lukker. Klaveret giver samme nostalgiske og melankolske følelse som musikken i Minecraft - det minder også lidt om. Her viser Benjamin Hav at han også kan skrive smukt, uden at tage pis på det. I hvert fald i omkvædet der virkelig får lov til at stå for sig selv:

“Neonskilte lyser natten op / Luften ændrer sig
 / Biler dytter og en fugleflok
 / Flyver væk herfra
 / Himlen åbner sig og stjernerne
 / Falder langsomt ned
 / Dine læber siger alt, jeg ved
 / Om kærlighed”

Selvom jeg hælder mere til Benjamin Havs solo-album - især Spice Up Your Life (2020), så er det helt sikkert at jeg skal til at dyrke noget mere Benal.

29.07

Lag på lag på lag… uortodokse produktions teknikker. Et guitarhelvede af feedback, tremolo-arm og slørede vokaler. Sonisk dissonans og skønhed smeltet sammen i en lyd. Ingen shoegaze bands slår MBV. Bum basta.

My Bloody Valentine har altid haft en næsten avantgardistisk tilgang til pop og støjrock. Og det får man her et indblik i. Som titlen ret meget fortæller en, består albummet af fire af MBV EP’er fra Creation Records - You Made Me Realise (1988), Feed Me with Your Kiss (1988), Glider (1990) og Tremolo (1991) - samt fire sjældne sange og tre uudgivne sange.

For fans er det utroligt fedt, at få lettere adgang til de ellers svært tilgængelige EP’er bandet har udgivet gennem tiden. Samtidig er det et virkelig sjovt indblik i nogen af de ting MBV i sin tid har kasseret, og nu genskabt af Kevin Shields. Man hører virkelig bandets udvikling igennem de 4 EP’er. Fra det mere post-punkede støjrock, til drømmende og guitar-flænsende medrivende univers de går all in på med Loveless (1991).

Der er også noget råt og ubearbejdet over flere af de mere “sjældne numre”, som de har valgt at kalde dem. Man hører eksperimenterne. Dog kunne man måske godt have undladt de to instrumentale numre (track 18 og 19) og den fulde version af Glider. Selvom jeg er med på at det er en opsamlingsplade.

Som altid med MBV handler det om at trække lytteren ind i en anden tilstand. At opløse sanserne. At mærke de forskellige lydlige teksturer. Ikke kun på en følelsesmæssig måde. Men også på en utroligt kropslig måde. Det er et forsøg på at bryde lydmuren i en overvældende, forvrænget bølge af støj. Men samtidig har der altid været en helt central introspektiv side af MBV og de fleste andre shoegaze-bands - deraf navnet shoegaze. Det står bogstaveligt talt og kigger ned i deres sko, når de spiller. Vokalerne er også ofte lavmælte og drømmende. Som om de synger lidt for sig selv. At ingen andre skulle høre det. Det føles intimt og utroligt personligt.

Udover de to numre “soon” og “to here knows when”, som også er at finde på Loveless, så er højdepunkterne for mig helt klart numrene fra You Made Me Realise (1988) og Glider (1990). Og så nummeret “honey power” som jeg virkelig godt kan lide.

Har jo hørt Loveless ufatteligt mange gange - klart et af mine favorit album nogensinde. Har også hørt Isn’t Anything en håndfuld gange og deres selvbetitlede album fra 2013 et par gange. Sjovt endelig at få fuld plade på MBV’s diskografi. Selvom der er enkelte sange jeg kommer til at genbesøge en del, tror jeg ikke at albummet som helhed bliver noget jeg vender tilbage til lige foreløbig.

28.07

Et rendyrket stykke klassisk rock. Soft rock, yacht rock, west coast vibes - eller hvad man nu skal kalde det. Et af de mest solgte album nogensinde.

Albummet starter med den udødelige klassiker “Hotel California” og bevæger sig derefter ind i den smukke ballade “New Kid In Town”. Efterfulgt igen af en mere rocket “Life In The Fast Lane”. En ballade mere, denne gang med en reprise. Et rock nummer mere. Ballade igen. Og så igen. Og igen. Der er mange ballader. Og de er super fine, men det langsomme tempo på det meste af albummet gør det lidt kedeligt i sidste ende.

Alt er skåret skarpt og lyder lækkert: sprød produktion, bløde vokalharmonier, klingende guitartoner, udvidet klaverakkorder, storslåede strygere, simple trommer og små psykedeliske detaljer (fx pedal-steel guitar), der svæver ind og ud af det hele. Alt får lov til at ånde og alt har sin plads.

Lidt kedeligt at alt bliver så rent og lækkert. Men perfekt som baggrundsmusik på en bar, til madlavning eller til en varm sommerdag. Det bliver sjældent rigtig farligt eller grimt, men det er jo også hele pointen. Det er elegant, lækkert og uimodståeligt let at høre.

Albummets temaer drejer sig om den amerikanske drøm og overflod. At leve i en illusion om at alt kører på skinner, men at vi i virkeligheden snart bliver vi nød til at gøre noget, hvis ikke vi skal køre af sporet. Et slags opgør med tressernes hippiedrøm om fred og kærlighed. En støvet refleksion over tidens gang. Minder fra fortiden. At blive ældre og tabet af uskyld. Og så er der selvfølgelig et par kærligheds sange også.

Kendte selvfølgelig titelnummeret, som var en af de der numre der introducerede mig til noget andet musik end top 100 fra 2010. En udødelig klassiker. Men også en af de der klassikere jeg måske har hørt lidt for meget efterhånden. 70’ernes pendant til Wonderwall eller Creep. Et solidt og virkelig velkomponeret nummer, der er blevet overspillet i snart 50 år. Et nummer der efterhånden er lidt udbrændt af sin egen storhed.

Der er helt sikkert et par numre der skal på en farrock playliste eller en playliste med “sommer vibes”. Men ellers vender jeg sgu nok ikke tilbage lige foreløbig.

23.07

Lorde beviser igen at hun er en af de mest konsistente sangskrivere i moderne tid. “The future of music” som David Bowie kaldte hende.

Albummet starter med at Lorde bliver genfødt. Et tema der går igen gennem hele albummet. Identitet og transformation. Kropslighed, køn, seksualitet og identitet. Graviditetsteste og spiseforstyrrelser. At blive ældre og ønsket om at starte forfra. Det er en tung omgang, men også en nødvendig og virkelig smuk omgang.

Teksterne er virkeligt skarpe, rørende og humoristiske på samme tid. Tag fx en linje som “Anyone with a snake tongue, I show ‘em the chambers of my heart”. En linje der på en og samme tid er en måde at beskrive, hvor nem hun er at forføre og som også fungerer som en reference til Harry Potter and the Chamber of Secrets, hvor man skal tale slangetunge for at blive lukket ind. Samtidig er der klare seksuelle undertoner i ordene “snake tongue” og “chamber”. Albummet er generelt fyldt med fede one-liners. Mange af dem dybt seksuelle og andre dybt tankevækkende - ofte begge på én gang.

Produktionen er klubbet og ofte minimalistisk. De 11 numre skifter mellem pulserende pop med skrøbelige synths og glitchede beats, og til de mere tungsindige og storslåede ballader - som fx “Man of The Year”. På “Shapeshifter” trækker Lorde også på en af tidens store pop-tendenser, nemlig drum’n’bass. Og det er skide fedt!

Generelt er lyden af albummet både sårbar og cool på samme tid. Fuldstændig som Lorde selv.

Lidt over halvvejs på albummet får vi “Clearblue”. Et nummer på knap 2 minutter udelukkende bestående af Lordes vokaler gennem vocoder-agtige filtre. Det er en smuk lille tiltrængt pause på albummet.

“Favourite Daughter” er både en kærlighedserklæring til hendes mor og en sang om konsekvenserne ved at blive en kendis allerede som 16-årig. Det er en sang om længsel og ambition. Et kompliceret familieopgør mellem en datter der vil gøre alt for sin følelsesmæssigt utilgængelige mor. Men også en sang til Lorde fans - en slags “Se hvad jeg har gjort for jer. For at blive elsket”.

“What Was That” er mit favorit nummer. Men den ligger og kæmper en hård kamp mod albummets resterende 10 numre. Det hele holder sgu.

Den blåtonede røntgen-agtige coverbilled kunne godt gå hen og blive mit favorit album-cover fra 2025. Det er grafisk vildt smukt og sindssygt fedt. Albummet generelt, er også en klar favorit fra 2025 indtil videre.

21.07

Wrangly guitarer, country violin og Tiger Cohen‑Towell og Felix Mackenzie‑Barrow kontrasterende stemmer - og fælles harmonier - som på mange måder udgør det følelsesmæssige centrum for hele albummet. Et iøvrigt varmt og humoristisk album.

Det er utroligt simpel indie-folk/alt-country. Men et hvert lille melodisk stykke er super catchy. Umiddelbart. Som om det allerede burde være skrevet, men det er det ikke før nu. Generelt kan det være ret svært at forstå, at det er deres debutalbum. Det hele er meget sammenhængende og skråsikkert. Det virker færdigbagt og bekendt, men aldrig kedeligt.

Felix Mackenzie‑Barrows stemme minder til tider lidt om Bon Iver i det mørke register. Det vil sige dejligt sprødt og med en vild nerve i hvert eneste ord der bliver sunget.

Teksterne er ret vilde og billedelige. “Antartica” er en sang om at være på vejen, et nyligt brud i en kærlighedsrelation og nårh ja, så møder vores hovedperson en såret kalv på vejen og bærer den hjem til en nærliggende gård. Alt det der kunne være blevet, men som ikke blev alligevel.

Der er mange spøjse linjer spredt ud over albummet. Som fx “I’m a seahorse, and I need a little sugar” på “Lord” eller “Broken arms and ABS, Benji does his Benji best/I walked home without my socks, I’d do the same again I guess”.

Albummet virker til at handle om en søgen efter tilhørsforhold. Om at konstant at være på vej til noget. På vej væk eller måske frem?

“All My Freaks” er mit favorit nummer fra albummet, men også det eneste nummer jeg kendte i forvejen. Det er måske et af mine mest afspillede numre fra i år. En sang der nærmest kun er omkvæd. Men et utroligt ørehængende omkvæd!

Pill er det mest udfordrende nummer og er skrevet af Tiger Cohen‑Towells, som er den centrale person i nummeret. Nummeret har intet reelt omkvæd og er delt op i tre kontrasterende stykker. Først et A-stykke, så et B-stykke og til sidst et C-stykke. Hvert afsnit fremhæver en ny side af deres oplevelser som queer-person. Midt i nummeret bliver alt det instrumentale strippet væk og efterladt står kun Tiger Cohen‑Towells nøgne stemme og et klaver. Indtil resten af bandet så igen kommer ind. Det handler om seksuelle opvågninger og spændingen ved at føle sig set ordentligt.

“Old Broken String” minder mig om Beck på Sea Changes, med sit langsomme tempo, stryger-brilliance og melankolske klaver.

Generelt et virkelig nice album. Glæder mig til at se hvor det ender på listen over album fra 2025 (både min egen og mediernes), men er sikker på det bliver en af favoritterne - i hvert fald for mig.

20.07

Endnu et album fra 2025.

Glitched IDM breakbeats, drum’n’bass, dream pop og shoegaze smeltet sammen I en lyd. De kalder det selv hypergaze.

Blandingen af IDM og shoegaze minder på en måde lidt om Sweet Trips mesterværk Velocity: Design: Comfort.

100%WET er et samarbejde mellem producer/guitaristerne Casper Munns og Jakob Birch, der har spillet i et utal af bands på den danske scene (åbenbart).

Synths, hårde warpede guitarer, æteriske robotiserede stemmer flyder over en som lytter. Samtidig er det vanvittigt rytmiske grundet de elektroniske beats. Det er en kæmpe lyd der næsten eksploderer dine trommehinder, lige præcis som shoegaze helst skal være det. Men det bliver aldrig mudret.

Linjen “I don’t know how to connect/lost in disarray” på sangen “Ether” kunne godt gå hen og blive et af mine yndlings omkvæd fra i år (hvis man overhovedet kan kalde det et omkvæd). Generelt er vokal-melodierne bare super stærke og fængende, hvilket redder albummet for bare at blive en stor lyd orgasme. Der er godt popsnedkeri på spil.

Hvis ikke det var dansk, ville det her album helt sikkert få en del mere opmærksomhed - for det er virkelig fedt. Glæder mig sygt meget til at høre dem på Alive meget snart!

18.07

Nu til noget sprit nyt!

caroline 2 er et skørt post-rock album med elementer af hyperpop og folk.

Strygere, blæs, klingende guitarer og støj smelter sammen i et smukt kaos, som man kan forventer af post-rock. Alligevel er albummet relativt kort for dens genre. Hvilket klæder det.

Generelt sker der noget vildt interessant i den britiske post-rock og post-punk scene lige nu, med bands som black midi, The Orchestra (For Now) Og Black country, New Road (og mange flere fra The Windmill-scenen i Brixton).

Til et band og et album der hedder Caroline, giver det supergod mening at hive en af de største Caroliner i musikverdenen lige nu ind på albummet. Caroline Polachek medvirker nemlig på nummeret “Tell Me I Never Knew That”. Måske albummets smukkeste og mest simple nummer, hvor korstemmer flyder ud og ind mellem hinanden.

På første nummer lyder sangeren nærmest som Dan Bejar fra Destroyer. Jeg var faktisk nød til at google om han var med på det nummer, fordi det mindede så meget om - hvilket er et kæmpe kompliment.

Meta-agtige titler fx “Beautiful Ending” som afslutter albummet, og som helt bestemt er en smuk slutning. Også de to referencer til andre britiske bands er ret grineren. Fx “Song Two” som er en klar reference til Blurs “Song 2” og ikke mindst sangen “Coldplay Cover” - som i øvrigt på ingen måder lyder som et Coldplay cover.

Albummets andet sidste nummer “Two Riders Down” er et pulserende, insisterende og dynamisk nummer. Måske det fedeste nummer på albummet i min optik.

Tror det her bliver en klar favorit fra 2025 - som ellers har været et fremragende musikår indtil videre.

17.07

Sufjan Stevens seneste fuldlængde album fra 2023, er et smukt, rørende og ikke mindst dybt personligt værk.

I starten af 2023 mistede Sufjan Stevens sin partner gennem mange år - derfor fungerer mange af sangene som en slags kærlighedsbreve til ham. De er fulde af sorg og fortvivlelse, men samtidig en stor kærlighed og eufori.

Første nummer "Goodbye Evergreen" er fucking godt og det giver mig kuldegysninger hver gang hans stemme næsten knækker ved linjerne “deliver me from the poisoned pain” og nummeret eksploderer. Elsker når Sufjan er storslået, symfonisk og ikke mindst elektronisk. På resten af albummet vender han dog tilbage til hans mere “singer-songwriter”-agtige stil (som på Carrie & Lowell), hvilket føles passende ift. albummets tematikker. Dog elsker jeg selv mest når Sufjan går all in på det symfoniske og især det elektroniske som på Age of Adz. Måske også derfor første nummer er mit yndling fra albummet, da det minder lidt om det.

Han er mester i at bevæge sig mellem det storslående og det intime. Det livsbekræftende og det sørgmodige.

Han bruger som altid kristne motiver, som bønfaldelse og syn. Men det bliver aldrig prædikende. Han bruger et på mange måder universelt sprog til at beskrive sin sorg og de spørgsmål der følger med sorg. For ham er spiritualitet en måde at hele på og finde mening i tabet af kærlighed.

“Will anybody ever love me” er klassisk Sufjan Stevens, når han er eller mest melankolsk og eftertænksom. Det gør nærmest ondt, hver gang han synger omkvædet.

Albummet slutter med et cover af Neil Youngs nummer “There’s a world”. Men hvor den i Neil Youngs version handler mere om håbet på en bedre fremtid. At vi skal skabe en bedre verden for os selv. Skifter sangen betydning hos Sufjan Stevens, og bliver nærmere en sang om den hinsides verden hans afdøde kæreste nu lever i. Det er en ufattelig smuk genfortolkning af en gammel klassiker og en perfekt måde at runde albummet af på.

For mig er albummet næsten på højde med Illinois, Carrie & Lowell og Age of Adz - men ikke helt. Sufjan Stevens vil altid forblive en af mine absolut yndlings håbløse romantikere, og der er vildt at jeg ikke har hørt Javelin før nu. Det er klart en ny favorit.

15.07

Et afrofuturistisk album om identitet og undertrykkelse. Om seksuel frihed, vold og kulturel misbrug.

Albummet handler om hvordan mennesker - især dem som afviger fra normen - bliver set som fulde af fejl, som en computer med virus eller bugs. Og hvordan samfundet forsøger at formatere dem der ikke passer ind. Et samfund bygget op på strukturel undertrykkelse, der i sidste ende rammer alle mennesker (i det her tilfælde amerikanere), uanset køn, seksualitet, etnicitet, diagnoser, politiske syn osv. osv.

Men en af hovedpointerne er netop her, at vi i mødet med det “anderledes” kan overskride de grænser vi sætter op for os selv og se vores samfund i et nyt lys. Det er et kunstnerisk og kulturelt manifest for frihed i en tid med øget kontrol og ensretning, hvor Monaé netop kæmper for at ændre disse magtstrukturer.

Denne “Dirty Computer” kan i forlængelse deraf, også ses som Amerika eller den verden vi har indrettet os i generelt, der er fulde af fejl og bugs.

Musikken trækker på en bred palette af referencer og genrer. Art-pop, funk, elektronisk musik, R&B, hiphop og rock blandes sammen og Monaé går fra teatralsk croon, til robot-vokal (f.eks. med vocoder og autotune), til aggressiv rap. Hun er både rebel og romantiker. Menneske og teknologi. Mand, kvinde og nonbinær. Monaé leger konstant med (køns)identitetens flydende natur - også fx når stemmen bliver manipuleret til at være dybe på “Juice”.

Albummet er lavet i samarbejde med mange forskellige musikere, heriblandt: Brian Wilson, Zoë Kravitz, Grimes, Pharrell Williams og ikke mindst Prince, som eftersigende skulle have hjulpet med albummet, men det er ikke explicit hvor præcis han har hjulpet. Dog er der flere numre der læner sig utroligt meget op af Prince. Fx synth-gruppen og groovet fra “Make Me Feel” (verdens bedste pop-sang) der lyder ret meget som “Kiss” (et andet utroligt fedt pop-nummer). Og også afslutningsnummeret “Americans” minder en del om Prince - og det er et kompliment.

De 80’er-inspirerede keyboards og trommemaskiner understreger samtidig den futuristiske stil Monaé albummet trækker på.

Sex er et stort tema - ikke mindst sex som magt. Også fx ved at nægte nogen adgang til sex.

Flere af sangene har også et lag af eskapisme, med referencer til fest og at danse problemerne væk.

“Make Me Feel” kendte jeg i forvejen, og det er virkelig et vanvittigt godt nummer - er helt vild med det! Skal helt sikkert have set den tilhørende film (eller Emotion Picture) som Monaé lavede sammen med albummet. Og så ikke mindst høre The ArchAndroid (2010) og The Age of Pleasure (2023).

14.07

Frank Zappa præsenterer et vanvittigt absurd og humoristisk tekst univers, blandet med en blanding af psych-rock, blues og jazz.

Han skifter mellem at synge og fortælle. Og musikken leger med og reagerer på hvad Zappa fortæller.

Det er et legesygt album. Mange temposkift og forskellige taktarter. Xyolofoner, blæsere, de typiske rockinstrumenter og forskellige lydeffekter, til at understøtte de absurde fortællinger.

Numrene glider ind og ud af hinanden. En klar sammenhæng. Alt imens lytteren bliver præsenteret for en lang række skæve karakterer. Fx åbner albummet med en fire-delt suite. Første nummer med den vilde titel “Don’t Eat the Yellow Snow”, er en surrealistisk fortælling om inuitten Nanook, der hævner sig på en ond pelsjæger ved at gnide gul sne i hans øjne. Historien glider derefter over i et grotesk religiøst univers, hvor St. Alfonzo afholder en absurde “pancake breakfast”-ceremoni, før vi møder Father O’Blivion, en karikatur på præsters moralske autoritet. Suiten blander eventyr, nonsens og satire til noget som virker som en kritik af hykleri, ritualer og menneskelig tåbelighed generelt – alt sammen indpakket i Zappas virtuose musikalske legesyge. Zappa har altid været utroligt antiautoritær og politisk aktiv.

“Cosmik Debris” er en psych-rock blues med gospel kor, hvor Zappa synger med en dyb Leonard Cohen lignende lækker stemme, der hvisker en i øret.

Titelnummeret er et instrumentalt nummer hvor en lækker melodisk guitar spiller samtidig med en rå fuzz guitar. De to guitarer komplimenterer hinanden utroligt godt, og der sker virkelig meget. Det er lige med at følge med. Samtidig er det også tilpas tilgængeligt til at man bare kan smide nummeret på som baggrundsmusik uden at det forstyrer.

Albummets sidste nummer “Stink-Foot” er en grotesk bluesfortælling om en imaginær sygdom der lurer lige om hjørnet og som stammer fra folks sure tær. Og nårh ja, så er der en talende pudelhund, der kommer med en metakommentar om albummet og dets’ placering i Zappa resterende værk. Så vidt jeg kan forstå, havde Zappa en ide om at alle hans værker kunne læses ind i én stor sammenhæng. Et stort samlet værk om man vil. Det han kalde “Project/Object”. Og det er netop det pudelhunden kommer ind og snakker om til sidst på albummet. Det kunne i hvert fald være en tolkning.

Det hele kunne hurtigt blive en prætentiøs omgang. Men det er simpelhen så sjovt og skarptskåret et album, at det bare fungerer. Det er fjollet med den dybeste seriøsitet

Hans band The Mothers of Invention (hvis medlemmer er blevet skiftet en del ud over årene) spiller forrygende godt. Zappa er kendt for at øve usansynligt meget inden koncerter, og jeg tænker det samme gør sig gældende inden han går i studiet for at indspille.

Uncle Remus kendte jeg i forvejen, ellers kendte jeg ikke andet. Jeg har hørt albummet Hot Rats et par gange for et par år siden og så nummeret “Jazz From Hell”, men her fortrækker jeg nok Apostrophe (‘). Det var sjovt at dykke ned i og jeg glæder mig til at høre mere Zappa i fremtiden.

13.07

Eksperimenterende post-rock, med post-punk vokaler og støjede industrielle sekvenser. En virkelig brutal omgang.

Albumet består af 10 hypnotisk og gentagende numre, der bygges op over lang tid. De fleste numre over 8 minutter. Et enkelt på 5 minutter og så ikke mindst “Bring The Sun / Toussaint L’ouverture” på over 34 minutter.

Teksterne er vilde. Der er ingen traditionel sangskrivning. Det er nærmere opremsninger. Mantrarer.

Albummet starter med “Screen Shot”, et spændingsfuldt nummer båret af et bas groove og en konstant hamren på en åben lille tromme. Sangen er en slags opremsning af de temaer albummet generelt kredser om. Og så virker den til at handle den om at være i nuet - som et screen shot.

“A Little God In My Hands” handler om at lege gud. At have gud mellem sine hænder. Om menneskets skaberkraft og evne til at ødelægge.

Albummets midterpunkt er det førnævnte 34 minutter lange nummer “Bring The Sun / Toussaint L’ouverture”. Det starter med et rabalder og går videre over i et drone-univers, med en nærmest mellemøstlig fornemmelse. På det her tidspunkt er man fuldstændig opslugt og i trance.

Det er spirituelt. Nærmest religiøst. Rituelt og kultisk. Frontpersonen Michael Gira frembringer solen. Livskraften. Lyset. Brændende og altopslugende. En urkraft. Noget vi mennesker altid har tilbedt. Han frembringer frihed. Det lyder som en besværgelse. En apokalyptisk seance.

Toussaint L’Ouverture refererer til lederen af det haitiske slaveoprør i 1971. Gentagelsen af hans navn hæver ham nærmest til en mytisk figur - han bliver tilbedt som en gud, en profet, en martyr. Han bliver ikke bare et historisk individ, men et symbol på oprør, frihed, og transformation gennem vold og blod.

Dette oprør smelter han sammen med de franske revolutionære slagord “Liberté! Egalité! Fraternité!”. Et europæisk oprør og og et afrikansk/kontinental-amerikansk oprør. Begge brutale. Begge idealistiske. Begge blodige.

Herefter synges linjerne “Sangre de Dios” (Guds blod), “Amor es Sangre” (Kærlighed er blod), “Sangre es Vida” (Blod er liv). Det handler om blod. Både fysisk og som et åndeligt symbol – en påmindelse om livets skrøbelighed og dødens nærvær i kærligheden, i ofringen, i fødslen. Musikken og teksterne er dybt forankret i kroppen. Man får ikke et valg, enten må man undervejs underkaste sig deres brutale lyd eller så må man slukke. Jeg anbefaler den første.

“Some Things We Do”. En opremsning over den menneskelige natur. En beskrivelse af de spirituelle, begærlige, civiliserede, tænkende, løgnagtige, voldlige, følende og vigtigst af alt elskende væsener vi mennesker er.

Titelnummeret og lukkeren giver et par sidste energiudladning i slutningen af albummet. Som om hele albummet har let op til netop det øjeblik. En sidste rituel udånding. Efter at have kørt dem selv og publikum helt trætte. Det sidste udmattede sprint i løbet. De sidste kæmpende udåndinger. En kamp mod døden.

Albummet handler i sin helhed om afhængighed, tab og besættelse. Om at blive voksen. Om at vælge at være god mod sine medmennesker.

Fun fact: St. Vincent er med på baggrundsvokaler på flere af albummets numre albummet. Vidst nok på “Screen Shot”, “Bring The Sun”, “Kirsten Supine” og “Nathalie Neal”.

Det bliver en smule gentagende og langt i sidste ende. Men det er meningen. Man bliver nød til at sætte sig ned og lytte til albummet fra start til slut. Uden andre distraktioner omkring en. Det kræver tålmodighed. At man opsluges fuldstændigt af Swans lyd og Giras tekstunivers.

Albummet har længe været i min bevidsthed, men jeg har aldrig givet det et ordentligt lyt (bl.a. pga. længden). Det er et album der kræver meget af lytteren. Samtidig har Swans en kæmpe stor diskografi, som kan virke helt uoverskuelig at starte på. Er glad for jeg endelig fik taget hul på Swans, men der går nok noget tid inden jeg er klar til at dedikere min opmærksomhed så intenst på et album igen.

12.07

I teorien burde albummet falde lige i min smag. Jeg er hovedpublikummet for rigtig meget 10’er indie. Men det rammer mig ikke helt så meget som jeg havde håbet på.

Jeg har det lidt på samme måde med fx Tame Impala. Jeg kan sagtens se hvorfor det er fedt, hvilke referencer de spiller på med deres nyfortolkning af psykedelisk rock. At de her bands/kunstnere på mange måder har revolutioneret måden at indspille musik på, bl.a. ved at gå tilbage til analoge indspilningsteknikker og udstyr. Men samtidig rammer det mig bare ikke så meget som jeg havde tænkt. Der er enkelte numre jeg synes er super fede - især “Swim and Sleep (Like A Shark)” og “So Good At Being In Trouble”. Resten er også godt, men rammer mig bare ikke personligt af en eller anden grund.

Albummet har en super god længde og selvom hvert nummer skiller sig ud, er vi tydeligt i det samme lydunivers hele vejen igennem. Så det er generelt super heltstøbt som album. Fra ballader til psych-rock.

Temaerne for albummet virker til at være ensomhed, isolation, nostalgi og eskapisme. Et behov for at gemme sig fra resten af verden og at længes efter andre tider. En søgen efter stilhed og mening i en kaotisk og overstimuleret verden. Det tenderer lidt til det klagende, men som stor Radiohead fan gør det mig ikke noget. Teksterne er altid tilpas kryptiske.

Det bliver dog en smule ensformigt på den lyriske side. Især virker Ruban Nielson glad for ordene “lonely” og “floating” - noget Nielson selv har været ret opmærksom på i et interview med magasinet Fuse. Men ikke destro mindre er det smukke sange hele vejen igennem.

"No Need For A Leader" virker som en løs kritik af lederskab. En strukturel kritik af autoriteter – måske i musikindustrien, måske i samfundet generelt.

“Secret Xitians” er en sjov lille akustisk ballade, om folk der gemmer på deres holdninger. Folk der dømmer andre og ikke står ved deres fordømmelse. Det slutter med et klassisk “na na na”-omkvæd til at lukke hele albummet. Det føles lidt som når Life of Brian slutter med sangen “Always look on the bright side of life” - på den gode afrundende og lidt lalleglade måde.

Alt i alt et super fint album, der kun på få numre virkelig ramte mig. Måske det vokser på mig over tid.

11.07

Et typisk Mac Demarco album som man kender det.

Psykedelisk. Tilbagelænet. Lidt goofy. Det skal være sjovt og hyggeligt at lave musik. Selvom teksterne er tunge, er musikken altid let og luftig. Utroligt simpel og umiddelbar lyrik, men på en eller anden måde kan Mac Demarco synge det mest “corny shit” i verden, og alligevel er man solgt til stanglakrids.

Sangene er en blanding af kærlighedssange og refleksioner over at miste sin far. En far der aldrig rigtig har været tilstede i hans liv. At spejle sig i sin far - både hans evner og mangler. Frygten for at gentage gamle mønstre. Noget der sjovt nok rammer mig ret personligt.

Som en gammel hund står Mac Demarco et sted i livet, hvor han kan reflektere over sit yngre jeg. Han har fundet en ro, men livet har også slidt på ham gennem årene. Han er hverken bitter eller håbefuld, men accepterende – som én, der har set nok til ikke at forvente for meget, men som alligevel længes efter nærhed i hans relationer.

Som altid får man lyst til at drikke en lunken øl og ryge en smøg i solen. Alt er en smule ude af stemning. Der er en grund til at han er en af de største DIY-musikere. Han gør alting selv og på sine egne præmisser. Alt er indspillet af ham selv. Kun masterering og mixing er overladt til andre. Alt er indspillet på analogt udstyr. Derfor lo-fi-lyden. Udstyr der har sine naturlige begrænsninger, som man så må indordne sig. Men også udstyr der giver alting en varm og blød lyd. Som at høre en vinylplade der knaser lidt. Mac Demarco var uden tvivl med til at gøre psykedelisk bedroom pop kæmpe i start 10’erne.

Alting er vanvittigt simpelt. Der er endda en enkelt sang “Sister”, på kun fem linjer. Fem simple, men poetiske linjer.

Indie-rock med blå toner. Psykedeliske synths og et langsomt, næsten haltende tempo. Nogen gange tåget. Andre gange drømmende. Blidt og romantisk. Altid lidt sørgmodigt. Han kalder det selv jizz jazz (ligesom hans studie), andre kalder det blue wave.

Har hørt Salad Days og 2 rigtig meget, så er rimeligt godt inde i hans univers. Især fordi det jo ikke ændrer sig helt vildt. This Old Dog er Mac Demarcos mest stille og rolige album. Jeg mangler lidt et nummer som “Freaking Out The Neighborhood” eller “Salad Days” til at skabe lidt større dynamisk forskel i løbet af albummet. Stadig et album jeg nok vender tilbage til når solen kommer frem igen næste sommer.

09.07

Lo-fi 90’er støj-rock med slacker attitude. Minder om Sonic Youth, Dinosaur Jr., Breeders, tidlig Flaming Lips og lign. Som mange af deres 90’er-indie-kolleger leger de med idéen om det fejlbarlige som værdi. Her spiller man forkert med vilje. Stemmer guitarerne i mærkelige tunings. Sætter akkorder og tekstfragmenter sammen, fordi de lyder fede – ikke nødvendigvis fordi de skal give mening.

Tydeligt inspireret af Pixies og deres quiet-loud-quiet tilgang (ligesom de fleste alternative rock bands fra 90’erne, bl.a. de førnævnte bands).

Det er umiddelbar og intuitiv rock. Spiller lidt forkert hist og her. Det er lidt som om de ikke gider, men gør det alligevel. Det er en del af æstetikken. Af charmen om man vil. Handling frem for perfektionisme.

Det er dovent. Tilbagelænet. Men stadig kompliceret. Under slacker-attituden gemmer der sig et band, der virkelig ved, hvad de laver. Fx guitararbejdet der er langt mere avanceret, end man lige fanger. De forskellige stemninger og tunings gør, at alt lyder lidt skævt, men stadig melodisk. Det er ikke teknisk wank, men der er en klar musikalsk bevidsthed bag.

Tydeligt at Graham Coxon fra Blur er inspireret af dem. Måden at bruge guitaren som en pensel. Male med lyde. Bender op på den rigtige tone. Store strøg - ingen indøvet “shredding”. Generelt har de haft stor indflydelse på indie/alternativ musikken.

Åbningsnummeret “Silence Kid” starter absurd skørt. Som om de lige skal finde ind i albummet, og så går det ellers bare igang - ud af det blå. Guitarer, trommer og ko-klokke på alle fire slag. Der går faktisk over et minut inden vokalen kommer på. Men det giver kuldegysninger hver gang.

“Cut You Hair” er en absurd catchy sang, med et omkvæd der er lige dele irriterende og genialt.

"5-4 = Unity” lyder som jazz-numeret “Take Five”, men bare indie-rock. Det er som om de både hylder og tager pis på nummeret på samme tid.

Der er altid noget genkendeligt. En simpel form eller et melodisk hook. Men nogen gange syrer de bare ud i tre minutter straight.

Kendte deres debut Slanted and Enchanted I forvejen, men det er som om de er blevet lidt ældre allerede på deres andet album. Teksterne er ikke lige så sarkastiske og direkte. Nogen steder giver teksterne nærmest ikke nødvendigvis mening – hvilket det føles som en pointe i sig selv. Det er mere lyd end betydning. Ord sat sammen, fordi de lyder fede. Ikke fordi de nødvendigvis betyder noget. Og det er overhovedet ikke en kritik – det er en stor del af charmen.

Super fedt album fra en scene/genre jeg var relativt godt inde i, i forvejen.

07.07

Det er svært at definere hvad indie-lyden er. Men hvis noget er en indielyd, er Alvvays det helt sikkert.

Der er ikke noget revolutionerende ved Alvvays. De har ikke opfundet den dybe tallerken. Men det er sjældent, man hører nogen smelte noget så støjet og noget så sukkersødt så gnidningsfrit sammen. Det er lidt som hvis The Cardigans og The Smiths spillede på dobbelt tempo og var vokset op på MBV. Albummet er fyldt med jangle-pop guitarer som hvis Johnny Marr havde spillet det. Melodierne stråler, og det hele sejler rundt i støjet shoegaze med delay og fuzz – men uden at blive mudret.

Molly Rankins vokal har samme kvalitet og storslåethed som Phoebe Bridgers. Som om alting snart ramler sammen. Sjældent rammer vokaler mig så mærkbart som her.

Sangene går fra rørende til vildt på et split sekund og man bliver overrasket hver gang - det er med at følge med. Lidt som om man står midt i en halv drøm, men pludselig bliver mindet om, at man også har en krop. Det der ryk i kroppen lige inden man falder i søvn og ens muskler slapper af. Frit fald. Fx nummeret Easy On Your Own, når Rankins synger “This time/this time” og alting bare eksploderer omkring hendes smukke vokal, for så at blive helt stille og følsomt, for så igen at eksplodere. Alting føles “larger than life”, selv de små følsomme øjeblikke. Det dynamisk sindssygt interessant og man er som lytter med hele vejen.

I sand shoegaze-æstetik ånd er lyrikken svær at forstå og stemmen bliver en del af lydbilledet. Et instrument i sin egen ret. Men af og til popper en “one-liner” ud af den støjede tåge. Fx linjerne “College Education is a dull knife” eller “Is she a perfect ten? Have you found Christ again?”.

Kendte “Many Mirrors” i forvejen, men ellers var albummet helt nyt for mig. Kan ikke vælge nogen højdepunkter, da jeg synes det hele er virkelig godt. Men jeg hælder generelt mest til den første halvdel af albummet. Har haft det på repeat i mange dage nu. Det er satme bare fedt altså!

06.07

Albumtitlen “Be The Cowboy" fungerer som et mantra og en opfordring til at indtage rollen som helten – den ensomme, handlekraftige cowboy, der trodser reglerne og alligevel vinder. Mitski bruger cowboy-figuren som et ekstremt kønnet billede: den hvide, maskuline arketype, der symboliserer kontrol, frihed og styrke. Et billede der står i kontrast til de forventninger der er til hendes egen identitet som asiatisk-amerikansk kvinde. Ved at gøre sig selv til en cowboy, insisterer hun på retten til handlekraft og følelser, der ellers ofte nægtes kvinder og minoriteter i både samfundet og musikken.

Sangene kan tolkes både som kærlighedssange. Altså romantiske relationer. Eller kærlighedssange til musikken. At være et kreativt udøvende menneske. Det komplicerede forhold man som musiker kan have til musikken. At give sig selv og alt man har til sin kunst og til sit publikum. Hvor drænende og ensomt det kan være. Privatlivet mod det offentlige liv. Her er “Nobody” nok det mest eksplicitte eksempel på en sang om ensomhed.

Men samtidig er man altid i tvivl om hvad der er taget fra Mitskis eget liv og hvad der ikke er. Fx på nummeret “Me and My Husband”. Mitski har ikke nogen mand.

Mitski er genre agnostisk hele vejen igennem - hun har ikke sværget tro til én bestemt genre. Hun blander dem på alle mulige måder. Det er ikke genreforvirret. Men med en genrebevidsthed der gør at hun kan navigere i de mange genrekonventioner. Nysgerrigt. Eksperimenterende. Indie-rock smelter sammen med disko, elektronisk synth-pop, blæsere og country/singer songwriter-elementer. Men altid med poppede melodier, catchy hooks og vellydende moderne produktioner.

Mitskis stemme er ikke ditsanceret eller kold, men hun synger aldrig fra sine følelsers vold. Hun bruger teksten til at vise følelser, og for at man som lytter selv kan læse sig ind i hendes univers. Aldrig pint eller trist, selvom teksterne er det. Det er lidt den omvendte tilgang i forhold til Robert Smith fra The Cure eller Conor Oberst fra Bright Eyes. Ingen “emoting”, om man vil.

Forkerte forløsninger. Ingen drops, ingen kæmpe klimaks. Bare små eksplosioner, der bliver til røg og forsvinder ud i ingen ting. Fx har jeg i hver gennemlytning troet at nummeret “A Pearl” ville eksplodere ud i en kæmpe outro med trommer og strygere. Komme helt op på den store klinge…. men det gør den ikke… den siver ligesom bare ud, og jeg står tilbage med en følelse der ikke bliver forløst. Det føles næsten bevist fra Mitskis side. Hun gør aldrig det forventede. Hun gør tingene på sine egne præmisser.

14 sange på kun 32 minutter, de fleste sange er under 2 minutter. Der sker altså meget på kort tid. I første lyt kunne sangene godt virke ufærdige eller uforløsende. Men efter flere lyt er sangene fuldstændig som de skal være. Korte, men komplette sange.

Utroligt spændende og spændingsfuld harmonisk grundlag, som jeg ikke helt forstår. Men som er virkelig Nice. Legende. Nærmest drilsk.

A Horse Named Cold Air. Tillader sig selv at være dyster og mærkelig. Ubehagelig. Og så går vi altså direkte videre over i det største hit fra albummet “Washing Machine Heart”. Kæmpe synth-pop banger! “Two Slow Dancers” er hjerteskærende smuk. Et meget fint nummer til at runden albummet af

Jeg kendte “Washing Machine Heart”, men ellers har jeg aldrig rigtig hørt Mitski før. Kæmpe indie-plade, som jeg helt sikkert kommer til at høre en masse gange igen.

04.07

Prince er en af de mest produktive musikere der findes. Alligevel har Purple Rain ingen fillers. Det er virkelig et overraskende godt og skarpskået album.

Der er ingen som Prince, der formår at lave noget der lyder så syntetisk til noget der samtidigt virker så levende. Prince har aldrig været manden for at skjule det syntetiske, de programmerede trommer og perkussion, som er taget fra forskellige synths og drum machines, uden han på nogen måder prøver at skjule hvor programmeret det lyder. Samtidig levererer han noget levende - rockede el-guitarer og vanvittigt dybtfølte vokaler.

Fra den lyse næstent hviskende-seksuelle falset til den råbende rå James Brown rockede vokal. Generelt er albummet en del mere rocket end jeg er vant til med Prince. Symfonisk rock om man vild. Strygere der gør det hele cinematisk. Albummet er også indspillet som soundtrack til filmen med samme navn. Og der er generelt noget cinematisk over albummet. Som fx intronummeret “Lets go crazy”. Nu har jeg ikke set filmen, men kan nærmest se introduktionen for mig. Alle danser og er nogen værre rebeller. Rigtig 80’er stil.

Det hele føles utroligt 80’er agtigt generelt. Nok fordi Prince var med til at definere 80’erne med sin Minneapolis sound. En blanding af rock, new wave, funk og soul.

Prince er som altid utroligt liderlig. Det kommer mest til udtryk på sangen “Darling Nikki”, men generelt kredser sangene omkring kærlighed og sex.

For en gangs skyld er albummet lavet med flere musikere, end Prince selv. Han har nemlig indspillet flere af numrene med The Revolution, hans kortlevede band. Tre af numrene har han selvfølgelig indspillet helt selv. Bandet gør at albummet føles mere fyldigt i lyden, end senere plader som fx Parade fra 1986 eller Sign “o” Times fra 1987.

Princes lyd er ikonisk på alle mulige måder. Men jeg har aldrig dyrket hele album med ham (udover Sign “O” Times).

Jeg kendte selvfølgelig titelnummeret og “When Doves Cry”, men havde faktisk forventet at albummet var middelmådigt og fyldt med en masse “filers”. Men det holder hele vejen igennem. Der er ikke et nummer for meget eller for lidt. Alt spiller sgu. Purple Rain er verdens bedste albumlukker.

03.07

Nu til noget helt andet! Jeg bevæger mig væk fra et klassisk populærtmusikalsk album og over til en minimalistisk komposition, til partiturmusik. Jeg har her valgt udgaven fra 1998.

Steve Reichs Music For 18 Musicians opbygger et rum. En tilstand. Det er gentagende, cirkulert, pulserende, hypnotisk. Musik der vasker over en i bølger og skaber en transendens, hvor man glemmer alt om tid og sted. Der er noget ved musikken der gør at man falder helt til ro. Man er i et andet stadie. Nerverne slapper af. Selvom der jo sker ufatteligt meget. Forskellige rytmer på kryds og tværs. Man skal være minimum 18 musikere for at udføre værket ifølge Reich. Deraf navnet.

Det er organisk. Simulerer nærmest menneskets vejrtrækning, som også spiller en stor rolle i udførelsen af værket. Partituret er nemlig opdelt efter et bestemt antal vejrtrækning for musikerne, før de kan bevæge sig videre til næste del. Frem for et bestemt antal takter, som man ellers er vant til i kompositions musik såvel som populærmusik.

Samtidig er det utroligt rytmisk og let at lytte til. Det er smukt og melodisk. Modsat meget avantgarde musik. Det er en strøm af forskellige impulser, der sætter den næste bevægelse igang. Fx en enkelt tone fra et klaver, der bliver til to toner, til tre toner, så fire toner og til sidst er frasen færdig. Hver frase er designet til at fungere i hver sektion og hver sektion er designet til at fungere i værket i sin helhed. 11 akkorder præsenteres over hele værket, hvor hvert stykke bygger oven på en akkord, for så at bevæge sig videre. Æstetik og matematik smelter sammen til én oplevelse.

Pointen virker til at være, at at komme væk fra de store narrativer, den lineære fortælling, som vores vestlige kultur er så fikseret på. Ingen historiefortælling. Kun æstetik. Et opgør med romantikkens geni-forståelse.

Det er ikke svært at høre, at det har haft stor indflydelse på ambient musik, og art rock. Det er vibrerende, åndende og levende.

Det har været en helt vild oplevelse at dykke ned i noget helt andet musik end jeg er vant til. Har lyttet til værket en enkelt gang før og var bekendt med Steve Reich. Men er glad for endelig at have brugt tid til at sætte mig ind i hvad der foregår og virkelig lytte til det nogen gange.

02.07

Der er så meget nerve i Dollys sangskrivning. Det lyder så hudløst ærligt - så ærligt som sangskrivning nu kan være, uden at gå ind i en lang debat om autenticitet…

Teksterne er så umiddelbare og simple, men stadig universelle. Det rammer bare plet hele vejen igennem - uden nogensinde at blive corny eller kedeligt. Det er historiefortælling på højt niveau, men uden en masse vilde billeder eller metaforer.

Albummet er på 10 sange, men varer kun knap 25minutter i alt. Alle numrene er skarpt skåret, og man kunne måske godt have tilladt sig et par sange mere på albummet. Det bliver nemlig lidt kort.

Jeg er normalt sjældent til country musik, men Dolly Partons Nashville lyd rammer alligevel et eller andet. De er utroligt simpelt, men så velspillet. Hoppende el-guitarer, akustiske guitarer, slide-guitar - der er meget forskellig guitar. Walking bas og typiske Nashville trommer. Man kan nærmest mærke solen og de amerikanske marker.

Dolly Partons stemme er helt unik og vanvittigt smuk. Jeg kan næsten ikke høre titelnummeret uden at blive rørt. Stemmen og teksten rammer et eller andet i mig.

Og så har hun altid været vanvittigt skarp, humoristisk og selvirnoisk når offentligheden eller journalister stiller dumme spørgsmål. Spørgsmål der ofte er sexistiske. Hun er virkelig en ener.

"Jolene" og "I Will Always Love You" er to geniale sange. Og ingen covers kan nogensinde ramme den nerve Dolly Parton har på originalerne. De resterende 8 sange er super godt skrevet, men smelter lidt sammen for mig. Måske fordi det altsammen er i samme country-univers, uden meget variation i lydbilledet.

01.07

Jeg ved faktisk ikke om jeg har så meget at sige om det her album. Det er virkelig lækkert. På ingen måder farligt eller provokerende. Bare lækkert, velspillet, godt produceret. Men aldrig ligegyldigt. Sangene er velkomponeret, arrangeret og spillet. Teksterne er måske lidt småkedelige, men passer godt til stemningen - de har et formål.

Der er en nostalgisk kvalitet til musikken. Måske det bare er fordi jeg har en papfar, der elsker soft rock (eller yacht rock) fra 70-80’erne. Eller en eller anden underliggende menneskelig længsel efter en tid, hvor alting var simpelt - ikke at det nogensinde har været sådan.

Lyden er tilbagelænet. Afslappet. Selvom der sker meget. Mange sjove skift og lækre soli. Generelt er albummet præget mere af jazz-indflydelser, end deres mere rockede numre på Can’t Buy A Thrill albummet (som jeg bl.a. kendte fra Guitar Hero). I blandt de jazzede elementer, dukker ingen ringere end Wayne Shorter pludselig op og spiller en super dejlig saxofon solo på titelnummeret.

Der har været tæt på 40 session-musikere til at skabe albummet, alligevel føles det vildt sammenhængende og formstøbt. Musikerne er virtuose og spiller godt sammen.

God madlavningsplade til fremtiden. Eller til en hyggelig vin aften med et par venner.

30.06

Bring You My Love trækker på PJ Harvey bluesrødder, mere end hendes traditionelle indiesange. Numrene har en lo-fi 90’er æstetik med minimalistisk instrumentation, støj-rock elementer og mere fokus på udtryk, end en ren produktion.

PJ Harvey er som altid en genial historiefortæller med et enormt karaktergalleri. Der er en stor længsel på spil. Albummet starter med en jeg-fortæller der vil gå igennem alting for, at bringe hendes kærlighed til sin elsker. Og på slutnummeret “Dancer” ankommer hendes elsker endelig, som en Fønix gennem ilden.

Ligesom hendes kollega (og ekskæreste) Nick Cave, bruger hun billeder fra et bibelsk univers. Hun er ikke opvokset religiøs, men for PJ Harvey bliver billederne en måde, at opnå forståelse for tilværelsen på. Ved at gribe tilbage i tiden til noget gennemlevet eller noget erfaret, bliver man mere bevidst om universelle menneskelige følelser og arketypiske billeder. Men også billeder der kan tolkes på flere niveauer. Tag fx “Down by the River”. Dræber hun sit eget barn? Er det en coming of age ting, hvor hun dræber sit yngre jeg for at blive en kvinde? En historie om abort? Eller noget helt fjerde?

Temaerne er kærlighed, drifter, sex. Og ikke på den der pæne lyserøde tyggegummi måde. Men på den mytiske, hårde, svedige og impulsive måde. Hun leger med kønnene og de forventninger der er til det at være en kvinde. Leger med iscenesættelse og bryder med sociale konstruktioner.

Distortet, forvrænget og støjende. Tydeligt inspireret af Pixies. Det er en voldsom omgang. Men ikke på den der vrede eller apatiske Nirvana måde. Det er udadreagerende, uden at blive dumt. Hun bygger universer, følelsesmæssige, billedlige, lydlige. Skaber stemninger. Ofte ubehagelie eller uhyggelige - men altid stemningsfulde. Fx på “Working For The Man” - et utroligt simpelt nummer. Nærmest bare bas, trommer, shaker og lidt tør klimte guitar. Det minder lidt om Yo La Tengos “Autumn Sweater”. Less is more. Hvis guitaren kan lyde som en bas, hvorfor så ikke bare bruge det?

Titlennummeret og “Down By The River” kendte jeg i forvejen. Og så har jeg hørt en del af hendes andre numre, især det lidt kedelige Stories From The City, Stories From The Sea. Men hold kæft hvor er To Bring You My Love et klasse album!

29.06

Albummet lyder jo utroligt blødt i dag, af at være Heavy Metal. Det er anerkendt som noget af det første heavy metal, og for at ligge grundstenene til doom metal og stoner rock. Hvilket høres i flere af sangenes langsomme tempo og den lidt steneren stemning nogen af numrene får.

Tung. Rocket. Hashet - endda med intronummeret der handler om hash. Sætter virkelig pris på de tunge og fuzzede numre, men også "Orchid" med dets mere psykedeliske folk-ballade-stemning med tværfløjte og tamburin. Desværre forbliver mange af balladerne bare små lidt ligeyldige interludes...

Generelt er det sjovt nok meget 70’er rocket. Med et tydeligt slægtskab til Led Zeppelin, som jeg har hørt en del. Synes klart at Paranoid er et federe album, med stærkere sange. Men lyden og stemningen er meget den samme her. Sangene er bare ikke helt lige så skarpe.

Embryo er en af de førnævnte ligegyldige interludes der mest af alt minder om “jeg har fanget mig en myg”. Og teksterne er generelt ikke det store at håbe hurra for (især ikke på “After Forever”).

Det er egentligt er fint album. De spiller godt. Det hele lyder godt. Riffene er gode, temposkiftene er sjove og Ozzy Osbournes stemme er på mange måder ikonisk. Det er bare lidt forudsigeligt og mangler den pontus og de gode sange som jeg forbinder med Paranoid.

Meget af det hænger nok sammen med, at netop Black Sabbath har været så nyskabende og ikoniske, at det i mine ører i 2025 lyder vildt bekendt og kedeligt. Næsten kliché. Måske fordi de opfandt klichéerne? Det samme kunne man måske sige om Led Zeppelin, som bare samtidig formår at lyde ikoniske, som enere og med den vanvittigt potente sangskrivning, som jeg mangler lidt her. Heldigvis er albummet kun 34minutter hvilket hjælper en del.

Kendte ingen af sangene på forhånd, til gengæld var lyden utroligt velkendt. Sweet Leef og Children of The Grave er klart højdepunkterne. Resten er fint nok. Tror hellere jeg vil vende tilbage til Paranoid, hvis jeg savner lidt Black Sabbath i mit liv.

29.06

Blot 20-30 sekunder inde i albummet vælter man nærmest ind i musikken – med det smukkeste harpeløb, man kan forestille sig. Der bare skyller ind over en. Som at træde ind i et vandfald og blive stående der i godt 37 minutter.

Det er psykedelisk, drømmende og dybt spirituelt. Numrene lever et sted mellem det svingende, det pulserende og det konstant faldende. Mellem det rytmiske og det svævende. Man får aldrig fodfæste, men man bliver heller aldrig sluppet helt løs. Der er en utroligt stærk spænding. Det er enormt potent. Og samtidigt æterisk.

Der er intet ego. Ingen klassiske sololøb. Intet “jeg” i fokus. Det er en rejse ind i det indre, hvor det ydre bliver det indre samtidig med det indre bliver det ydre.

Det er en dedikation til Alice Coltranes afdøde mand, jazz-legenden John Coltrane, som hun hævder at være i konstant kontakt med. At hun er blevet sat til at udtrykke hans væren gennem musikken. Med lidt hjælp fra legenden Pharoah Sanders, der nærmest fungerer som det spirituelle medium, der bliver et talerør for John Coltrane gennem saxofonen. Måske mest tydeligt på “Something About John Coltrane”.

Bassen ligger og cirkler rundt i de samme mønstre, kun med små subtile variationer. Det hele er repetitivt og meditativt. Hypnotiserende. En tåge af harpe, bas, klaver, saxofon og det her mystiske dronende instrument - tror det hedder en tampura?

Man glemmer fuldstændig tid og sted. Det er kosmisk jazz. Astral jazz. Musik som søger viden, bevidsthed og transcendens.

Albummet er stærkt præget af afrofuturistisk symbolik og æstetik – bl.a. med referencer til de egyptiske guder Isis og Osiris, som bliver et billede på Alice og John Coltrane. Den ene befinder sig i livet. Den anden i efterlivet. En evig forbindelse, hvor musikken bliver det medium, der binder dem sammen.

En utroligt vild og syret oplevelse ind i en type jazz jeg aldrig har dyrket, men som jeg helt sikkert skal dykke noget mere ned i. Next stop Sun Ra!

28.06

Reggae i særklasse. Vanvittigt tight og præcist spillet af musikerne. Det hele svinger med en nærmest naturlig lethed - man glemmer næsten hvor svært det faktisk er, at spille så præcist som de gør.

Albummet blev indspillet i eksil i London, efter et drabsforsøg på Bob Marley i Jamaica - noget man kun bemærke, hvis man lytter til teksterne. Der er en spænding mellem spiritualitet og politisk engagement. Marley synger om kærlighed – både mellem mennesker og til den bibelske Gud – men også om retfærdighed, undertrykkelse og ønsket om forandring.

Albummets titel er selvfølgelig en reference til Bibelens Exodus – israelitternes udvandring fra Egypten, væk fra slaveri og mod frihed. En udgang. En ny begyndelse. En parallel til den afrikanske diaspora, måske. Eller Marleys eget eksil. Eller hele Jamaicas længsel efter selvbestemmelse og fred. Zion bliver også nævnt i flere sange – den bibelske drøm om et helligt sted, fri for undertrykkelse.

Blæserne på “Guiltiness” og titelnummeret giver lige numrene et ekstra løft og kunne godt have brugt noget mere blæs på resten af albummet. Det samme gælder den fede el-guitar på “The Heathen”. Og “Turn Your Lights Down Low” bliver nærmest til et 70/80’er soft rock nummer med reggae elementer, mere end hårddyrket reggae. Også en fed kombination.

Min første vinylplade jeg ejede var faktisk Uprising af Bob Marley & The Wailers, som jeg fik af en god ven da jeg boede på kollegie. Det var vidst også hans første plade, som han havde fået af sin far. Så det føles ret særligt endelig at dykke lidt mere med Bob Marley og i Exodus.

Titelnummeret “Exodus”, “Three Little Birds” og “One Love/People Get Ready! kendte jeg selvfølgelig i forvejen. Sidstenævnte to er udødelige klassikere og Exodus er nok mit absolut yndlings Bob Marley nummer. Det her kommet helt sikkert på fast rotation de næste mange somre.

26.06

Det her er mit første hovedspring ned i genren MPB (Música Popular Brasileira) - en blanding af traditionel brasiliansk musik og rock, jazz og folk elementer.

En beskrivelse Clube De Esquina klart kan leve op til. Det er nemlig en suppegryde af forskellig musik og inspirationskilder. Symfoniske og orkestrale elementer, blandet med folkmusik, psykedeliske fuzz-guitarer, syre-orgel, jazzede skæve taktarter og udvidelser, bossanova og samba. Et enkelt Nummer har endda vokaler inspireret af mellemøstlig musik. Men hele tiden med de gode melodier i fokus. Det bliver nemlig aldrig utilgængeligt eller svært at lytte til. Musikken flyder bare hen over en.

Der sendes tanker til The Beatles, Beach Boys, Scott Walker og lign. Kæmpe kunstnere fra 60/70’erne. Og er altså en bouillonterning af global musikalsk inspiration, men med brasiliansk-portugisisk identitet som sit urokkelige fundament.

Albummet balancerer hele tiden mellem det svævende og det dramatiske. Og der er ufatteligt meget nerve i musikken og de smukke vokaler.

Jeg kan ikke et ord af spansk, men ud fra hvad jeg lige har læst mig til kan jeg forstå, at teksterne handler om venskab og kærlighed. Om forandring og genskabelsen af et bånd til et andet menneske. Ofte fungerer disse emner også som metaforer for de sociopolitiske forhold der var i Brasilien på det tidspunkt. Under militærdiktaturet var brasilianske sangskrivere nødt til at skjule deres mere protestfulde og politiske budskaber i poetiske og tvetydige tekster for at undgå censur.

Albummet indeholder en mærkbar kollektivistisk ånd. Et fællesskab. En klub af venner der mødte hinanden på et gadehjørne. Både de to hovedsangskrivere Milton Nascimento og Lô Borges. Men også det enormt stærke hold af musikere, sangskrivere og vokalister der har været med til at forme albummet.

Clube De Equinas er et ufatteligt ambitiøst album, som heldigvis lykkedes hele vejen igennem. Det er et af de få dobbeltalbum derude, som faktisk ikke føles for langt. Det er båret på musikalsk nysgerrighed. Et en klub hvor der virker til at være plads til det hele. Clube Da Esquina er nærmest en slags brasiliansk White Album – en sammensmeltning af alt muligt, men med en tydelig retning og identitet.

Alle numre er fede, men højdepunkterne for mig, er nok: “Tudo O Que Você Podia Ser”, “Um Girassol Da Cor Do Seu Cabelo” og “Um Gosto De Sol”.
Af en eller anden grund er det her album gået helt over hovedet på mig. Men kæft hvor er det godt! En klar ny favorit.

25.06

Kan forstå at den originale udgivelse udelukkende var 8 numre, men at der på den udgave jeg har hørt fra 2003, også er inkluderet 5 sange, der oprindeligt var fra hendes duo-projekt Rosa Yemen + et par uudgivede sange. Synes klart det er de første 8 numre der er stærkest.

Nogen numre svinger fuldstændig vildt med disco trommer og bas, perkussion og funky guitar. Andre gange er det et atonalt gentagende og disharmoniske syretrip. Elsker især de mere dansable numre, som fx “Fire” “My Golden Throat” og “Wawa”.

Generelt minder de første 8 sange mig om andre bands fra no wave/dance-punk-scenen. Især ESG og Liquid Liqduid. Bare en smule mere atonalt og eksperimenterende. Det er typisk New Yorker musik fra den tid - fx optræder Patti Smith på albummets sidste nummer. Musikken trækker også tydeligt tråde tilbage til et projekt som Velvet Underground.

Grineren med et cover af Mission Impossible temasangen, som åbenbart stammer fra tv-serien af samme navn (troede kun der fandtes Tom Cruise filmene - så jeg blev meget forvirret).

Teksterne er utroligt nihilistiske. Fx sangen “Tumor”, som virker til enten at handle om det at indse sin kærlighed til at andet menneske, når man pludselig ser døden i øjnene. Eller så er det en kærlighedssang til en kræftknude… meget morbidt i så fald.

Selvom jeg godt kan sætte pris på den avantgardistiske no wave bølge, og opgøret med kommerciel musik generelt, bliver det lidt for langhåret og eksperimenterende til min smag efter sang 8.

24.06

Hørte Breathe for første gang i danskundervisningen i 8.klasse, hvor vi skulle analysere musikvideoen. Vildt indtryk. Kæmpe nummer!

“Smack My Bitch Up”, “Breathe”, “Diesel” og “Firestarter” er klart de bedste numre på pladen. Resten er også okay nice, især hvis man er til fest, tror jeg. Fx kan jeg virkelig godt lide opbygningen i “Climbatize”, men når først nummeret går i gang for alvor, taber det mig lidt.

Generelt får man aldrig rigtig en pause til at tage det hele ind. Det er musik lavet til rave, hvor festen aldrig stopper og alle er væk på stoffer. Derfor giver det god mening, at musikken fortsætter det høje energiniveau hele vejen igennem. Det bliver dog ret hurtigt en lidt repetitiv og kedelig omgang, når man hører ud i en køre i høretelefoner.

Ellers er det imponerende godt produceret og sat sammen med de mange samples, forskellige rock-elementer, breakbeats og pulserende synth loops. Der sniger sig endda lidt scratch ind engang imellem - hvis man nu skulle være i tvivl om albummet var fra 90’erne.

Det sgu meget fedt, men troede faktiske jeg ville kunne lide det en del mere end jeg jeg kan. I hvert fald lige for nu.

23.06

Aphex Twins 4. studiealbum Richard D. James består af melodiske fragmenter, tilfældige lyde og vilde breaktbeats. Alligevel er der en underliggende fortælling der er ret svær at finde frem til, hvad egentlig går ud på?

Titlen og coveret virker autobiografisk i en eller anden forstand. Det signalerer i hvert fald en mere personlig og selvransagende tilgang end på tidligere albums, hvor han har brugt forskellige aliaser. Nogen fans har, så vidt jeg kan forstå, endda en teori om, at albummet omhandler hans afdøde bror, der gik med samme navn og som døde før han blev født. Der er en nostalgisk kvalitet ved flere af numrenes drømmende lyd, der taler ind i denne autobiografiske læsning. Men uden lyrik (og kun få vokalsamples) er det utroligt svært at antyde et egentligt narrativ. Der er bare en klar fornemmelse af, at Aphex Twin forsøger at fortælle noget. At der faktisk er et narrativ.

Albummet er legende og melodierne er let tilgængelige og iørefaldende. Men de forskellige breakbeats er utroligt komplekse, kaotiske og desorienterende - på den fede måde. Det er fuldstændigt umuligt at følge med i de forskellige mønstre. Det er overload for hjernen og det kilder alle de rigtige steder. Især på intronummeret “4”.

Genren er IDM (Intelligent dance music). En genrebetegnelse jeg har det lidt svært ved, fordi det antyder, at noget elektronisk dansemusik er mere "intelligent" end andet. Det implicitte hierarki nedvurderer fuldstændigt andre elektroniske genrer og afslører i virkeligheden mere om lytterens selvopfattelse end musikkens indhold… Men ikke flere sure opstød herfra.

Der er en fin balance mellem det kaotiske og det rørende. Dog falder kvaliteten lidt i anden halvdel, der til tider virker mere som eksperimenter (og alt god vilje til det) end egentlige færdige numre. Jeg er som skrevet før ikke mega meget inde i elektronisk musik som EDM og IDM, men det her taler mere til mig end Burial. Jeg vil i fremtiden gå lidt mere ned i Aphex Twins diskografi.

22.06

Wires debutalbum blev skrevet midt i punkens revolution, hvor rocken blev vendt på hoved og fik et mere enkelt udtryk. Og albummet er udgivet kun en måned efter Sex Pistols' ikoniske Never Mind The Bollocks, Here’s The Sex Pistols. Alligevel virker Pink Flag som et opgør med punkens konventioner.

Hvis punken udgangspunktet var et oprør. Et aggressivt hejst rødt flag. Så er Wire et lyserød flag, der fuldstændig underminere punkens ide om protest. Albumtitlen virker nærmest som en ironisk kommentar på punkens vrede, der måske allerede i 1977 var ved at blive ensformig og forudsigelig (kun to år senere ville The Clash og Public Image Ltd. gøre opgør med punken, ved at tilføje dub, reggae og disco inspiration til punk-bølgen).

Pink Flag peger frem mod post-punkens kolde og døde udtryk. Der sker meget på kort tid, men det føles aldrig rigtig aggressivt eller macho-maskulint. Det er minimalistisk art-school punk, udelukkende bygget op på kantede fuzz guitarer, tung bas, tørre trommer og en typisk sing-talkede råbe vokaler og kor, som man forbinder med punken. Der er nærmest ingen rumklang, alting har en død lyd. Samtidig peger albummet også frem mod hardcore og post-hardcore, med den mere tunge guitar og bas lyd.

Sangene er korte, ofte på under 2 minutter (fx Field Day For The Sundays der er på kun 28 sekunder). Wire formår at levere 21 sange på kun 36 minutter - og man skal holde tungen lige i munden for at følge med. Desværre er det enkelte numre i midten af albummet, man hurtigt glemmer igen. Der er ingen faste sangstrukturer med vers, omkvæd, vers, omkvæd. Ingen guitar-soli eller noget der minder om. De er færdige med sangene når de er færdige med sangene. Heldigvis er langt de fleste af Wires sange så skarpt skrevet og catchy, at de forbliver i ens hukommelse lang tid efter første lyt.

Et virkelig fedt og på mange måder revolutionerende album, som jeg på en eller anden måde fuldstændigt har misset.

21.06

Det er et virkelig godt indie-pop/rock album med en tydelig æstetisk sammenhæng hele vejen igennem.

Kendte "1901" i forvejen, som er et virkelig godt nummer. Heldigvis lever resten af albummet op til samme høje standart. Forstår ikke helt hvorfor "Love Like A Sunset" skulle deles op i to numre. Men sætter virkelig pris på opbygningen af det instrumentale i Part 1, som føres over i Part 2 med den simple, men utroligt smukke tekst:

“Acres A visible horizon Right where it starts and ends Oh, when did we start the end?

Acres A visible illusion Oh, where it starts, it ends Love like a sunset”

Teksterne er generelt relativt kryptiske, men virker til at kredse om kærlighed, identitet og kulturel længsel af en art. Albumåbneren "Lisztomania", virker fx til at være en kritik af romantik (og måske også romantikken?). Hvor lisztomania beskriver den fan-hysteri der var omkring komponisten Franz Liszt - en slags 1800-tallets Beatlemania. En intens, men også flygtig kærlighed/fascination. Eller måske en ironisk kommentar på at vokse op i en kultur med fokus på berømmelse og ikoner?

Elsker de The Strokes lydende guitarer på bl.a. nummeret Lasso. Føler også man kan høre inspiration fra deres franske brødre fra Justice på både "1901" og "Love Like A Sunset Pt. 1-2".

Godt album. Meget typisk 00’er indie - og jeg er vild med det!

20.06

Det hele starter med mærkelige kønsløse ærkeenglestemmer, der kalder på en igennem det underliggende melankolske landskab. Det er dubstep med stort fokus på pitchshiftede vokaler, real-lyde, faldende trommer, sub-bas og små “clicks” der som faldende dråber kilder de helt rigtige steder i hjernen.

Det er ikke elektronisk musik lavet til et vildt engelsk rave. Det er mere subtilt og introspektivt, og har nærmest en nostalgisk kvalitet, jeg ikke helt kan sætte fingeren på.

Jeg ved ikke særligt meget om elektronisk musik, medmindre det har en tydelig forbindelse til rock eller pop (Radiohead, Kraftwerk, The Knife osv.). Så dubstep, garage, jungle, drum & bass, house-musik og lign. er meget nyt for mig. Det siger mig ofte heller ikke så meget, og her er Untrue desværre ikke en undtagelse. Jeg kan sagtens høre at det lyder godt og det skulle jo eftersigende være en af de helt store elektroniske værker i det 21. århundrede. Men det er nok ikke rigtig min smag. Desværre. Alligevel er der noget ved albummet der rammer mig. En malankoli eller nostalgi af en art.

Især nummeret Etched Headplate giver mig en utroligt ubehagelig følelse i kroppen. Kan faktisk næsten ikke høre nummeret, hvilket er super weird. Ved ikke helt hvad det er, men det er den der vibrerende “telefon” agtige brumme lyd. Især i høretelefoner, hvor den nærmest borer i et eller andet sted i mit kranie. Ved ikke om det er traumer fra for mange tandlæge besøg, at jeg hader når telefonen ringer eller hvad det er. Men det er altså ikke en følelse jeg har fået af musik før. Det er ikke et dårligt nummer, har simpelthen bare svært ved at høre det hele vejen igennem, da det er ubehageligt.

Så, altså ikke lige min smag. Men måske det bliver det engang, hvis jeg dykker lidt mere ned i de forskellige EDM genrer. Jeg er i hvert fald super glad for at have hørt det.

19.06

Voldsom oplevelse. Hård og urovækkende musik. Ubehagelige tekster og mange indtryk. På ingen måder en rar oplevelse, men dog en virkelig vild oplevelse, som jeg ikke ville have været foruden.

Trent Reznors lydunivers er helt fuckt. Men yderst velkomponeret og produceret. Der er ikke en eneste lyd jeg ville have været foruden, eller en lyd der mangler. De dynamiske udsving er for vilde, både det instrumentale, de forskellige numre og Reznors vokal der går fra hvisken til skrig. Det er et slags koncept album, med virkelig god sammenhæng og hvor hvert nummer føles som om det har en plads og noget at sige. Især bed jeg mærke i det virkeligt smukke instrumentale titelnummer i slutningen af pladen, som giver en et hul til at fordøje alle Reznors ubehageligeheder og samtidig gøre lytteren klar på det sidste nakkeskud “Hurt”, hvor hovedpersonen tager sig eget liv. Og som også på mange måder peger frem mod alt det soundtrack-arbejde Reznor senere har lavet.

Selvom der sikkert er autobiografiske elementer i teksterne, er man aldrig I tvivl om at det er en karakter det handler om. Det er klart karikeret og overdrevet fx “I wanna fuck everyone in the world” eller “I am a big man (Yes I am)/And I have a big gun/Got me a big old dick and I/ I like to have fun”. En overdrevet karakter, man alligevel kan spejle sig i eller kender fra mennesker i ens liv.

Frustration, vrede, mindreværd og selvhad er tamatikkerne. Intet mindre kunne gøre det. Industriel rock, elektronisk støj og store ideer. Der er mange indtryk og jeg tror først jeg rigtig får fordøjet albummet, når jeg har levet med det et stykke tid. Det er ey af de slags albums. Og jeg elsker det!

Kendte Closer og Hurt I forvejen. To fremragende numre (måske også de bedste på pladen). Er virkelig glad for at have hørt det hele i sammenhæng og glæder mig til at dykke endnu mere ned i Reznors univers i fremtiden.

18.06

Titelnummeret og The Logical Song var i forvejen favoritter, men kendte ikke rigtig resten at pladen. Det gør jeg heldigvis nu, for det er virkelig en fornøjelse. Ikke noget hæsblæsende vildt. Bare et super godt album, der virkelig rammer hoved lige på sømmet med sine fremragende symfoniske progressive popsange forklædt som far-rock/soft rock.

Der er så ufatteligt meget saxofon på det album. Men det bliver aldrig for meget - det er piv frækt! Og sammen med Wurlitzer klaveret og en skarp produktion, virker bandet næsten dømt til at lave noget der lyder lækkert. Samtidig er alting utroligt melodiøst og selvom bandet trækker på et hav af referencer, i deres meget klassiske tilgang til rock-sangskrivning, er det især tydeligt at høre The Beatles’ indflydelse (mere end man normalt kan… for det kan man jo ved meget pop/rock musik haha).

Bandets fascination af identitet, personlig frihed og den amerikanske drøm, og samtidig deres kritik af forbrugerkultur og konformitet, er kun blevet mere relevant med tiden. En sand klassiker, der måske ikke har revolutioneret populærmusikken eller skabt en ny genre, men som i den grad fortjener en plads i vinylsamlingen.

17.06

Et ganske solidt skud new wave / post-punk. Sangene er gode, de spiller godt, teksterne er fine, produktionen lyder fint og længden på albummet er super. Der er ikke rigtigt noget der stritter på albummet, men måske er det lige netop dét, der gør albummet en smule kedeligt...

Lyduniverset forbliver meget ens og forudsigeligt. Når det så er sagt, synes jeg at det var den helt rigtige vej at køre bandet efter Ian Curtis’ død og Joy Divisions opløsning. Det mere synthpoppede lydlandskab klæder dem virkelig og Peter Hooks basspil forbliver fuldstændigt ikonisk. De mere dansable numre er klart mine favoritter. Men også det instrumentale nummer Elegia, er utroligt smukt og sørger virkelig for at albummet får lov til at ånde. Og så iøvrigt kæmpe respekt for alle der kan få en mundharmonika til at passe ind i et post-punk nummer.

Har ikke nogen reel kritik af albummet, det ramte mig bare ikke rigtig - i hvert fald ikke på samme måde som fx Power Corruption and Lies eller nogen af deres singler som “Blue Monday” og “Bizzare Love Triangle” eller deres nyere nummer “Tutti Frutti” fra 2015.

God skive. Måske jeg spiller den igen en anden gang.

16.06

Vanvittigt fedt album! Mørkt, gotisk, dyrisk, men dybt kontrolleret og stramt. Klart et af de absolut fedeste elektroniske plader jeg har hørt. Vekslen mellem de stille numre og så party-baskerne (som helt sikkert skal på en danse-playliste) er så stærk og dynamisk. Man når ikke at kede sig et eneste sekund - alt virker balanceret og vægtet. Både det mere eksperimenterende og det mere til gængelige. Det er til tider dybt ubehageligt og andre gange hjerteskærende smukt. Især Karin Dreijer Anderssons voldsomt manipulerede stemme. Dreijer-duoen formår at samle perkussive elektroniske beats, synth-flader og foruroligende tekster til noget der på en og samme tid føles både koldt og varmt. Det kan altså ikke blive mere skandinavisk end det her.

Titelnummeret har længe været en af mine yndlings sange, men jeg har aldrig givet resten af albummet et lyt - det er jeg glad for jeg gjorde. Det her er en klar favorit indtil videre!

15.06

Pop-punk for alle pengene. Virkelig god pop-punk - i modsætning til meget af det emo-musik, jeg hørte som 14-årig. Hayley Williams’ sindssygt stærke vokal, bandets sammenspil, produktionen og melodierne er bare virkelig godt skruet sammen. Især kæmpe-nummeret Misery Buisiness der virkelig bare er hook på hook på hook. Det er popsnedikeri fra øverste hylde (på trods af de lidt “daterede” og misogynistiske lyrics, som bandet senere selv har undskyldt for…)

Generelt er teksterne lidt der, hvor jeg står af på Paramore. Og det er sagt med fuld forståelse for, at deres hovedpublikum er/har været unge teenagere (ofte i emokulturen). Jeg havde helt sikkert også selv elsket det dengang jeg var teenager. Og når alle sangene på albummet er helt oppe på den store klinge, bliver man til sidst lidt ør i hovedet. Det er lidt den samme tone de spiller på hele vejen igennem, til gengæld spiller de den ene tone utroligt godt.

Jeg har gennem dagen også lyttet til After Laughter (2017) og This Is Why (2023). To album jeg klart er mere til. Elsker virkelig titelnummeret på sidstnævnte og generelt den mere dansable tilgang og New Wave elementerne, som virkelig klæder dem. Selvom man kan mærke at de er blevet ældre på de to seneste plader, er teksterne dog stadigt tenderende til cringe… men alligevel fanger jeg mig selv i at synge med på “I bet everybody here is fake happy too”.

Umiddelbart bliver Riot nok ikke et album jeg vender tilbage til, men der er enkelte numre derfra, som jeg helt sikkert kommer til at høre igen. Det samme gælder deres to seneste plader.

14.06

Virkeligt dygtige musikere og fed vokal fra frontpersonen. Har virkelig optur over dub-bassen, der som et anker sørger for, at resten af bandets syretrip ikke flyder ud i det uendelige og ligegyldige. Bandets dynamik og små detaljer gør, at de mange lange numre fungere uden at blive kedelige. To timer er lang tid (i hvert fald med min attention span), men det er et live-album, så det virker egentlig meget fair.

Der er klart en sprogbarriere der gør, at musikken bliver det eneste man kan forholde sig til. Men ligesom Sigur Rós eller Cocteau Twins, skaber man lidt sine egne ideer om hvad de egentlig synger. Jeg får som lytter lov til at digte med på musikken.

Et smukt, nuanceret og poetisk farvel til et band, der sidenhen har fået kultstatus bl.a. forskellige musiksnobber. Glæder mig til at høre det et par gange mere og det samme gælder resten af deres diskografi.

13.06

Havde ingen forventninger til albummet, men var virkelig blæst bagover efter første lyt.

Der er noget tidsløst over melodierne, vokalen (der sender tankerne tilbage til Kate Bush) og så arrangementerne. Samtidig er produktionen klokkeklar og moderne - især med de mere elektroniske elementer der dukker op i løbet af albummet. Der er noget eventyrligt og "fantastikalt", men også uhyggeligt over sangene. En underliggende uro - en skygge der kryber sig langs gulvbrædderne.

Et fuldstændigt formidabelt album, dog bliver albummet lige til den lange ende, på trods af at alle sangene er virkeligt gode. Måske det ændrer sig efter 10 gennemspildninger mere - hvilket den helt sikker kommer til at få!

12.06.

Lyttede både til The Smile Sessions, Brian Wilson Presents Smile og Smiley Smile. Utroligt rørende og så på dagen hvor Brian Wilson gik bort...

Klassisk Beach Boys/Wilson. Good Vibrations er måske et af de bedste numre i hele verden. Der mangler dog de helt utroligt smukke numre og tekster, som på Pet Sounds. Måske de dukker op efter flere lyt? Vildt interessant mytologi omkring albummet der “aldrig blev”. Synes klart produktionen var fedest på BWPS. Men til gengæld manglede jeg resten af bandet, som så var på Sessions.

Alt i alt fornemmer jeg, at det er et kæmpe værk, som dog nok kræver lidt mere tid end en enkelt dag at fordøje.

11.06.

Tight, råt og vildt produceret. Skarpe guitarer og typisk 00 revival lyd. Fedt med en lille reference til ESG's nummer U.F.O. Sidste nummer er alt for langt og føles ligegyldigt. Men sjovt at lege "chicken" med et nummer - det har jeg ikke prøvet før. Jeg tabte.

Alt i alt ret fedt, men er ikke blæst bagover.