ep’s 1988-1991 and rare tracks

This album has been added to 1 private list and 1 public list:

• 

  50 album på 50 dage

  Anton Engelbrecht Nielsen

  29.07

  Lag på lag på lag… uortodokse produktions teknikker. Et guitarhelvede af feedback, tremolo-arm og slørede vokaler. Sonisk dissonans og skønhed smeltet sammen i en lyd. Ingen shoegaze bands slår MBV. Bum basta.

  My Bloody Valentine har altid haft en næsten avantgardistisk tilgang til pop og støjrock. Og det får man her et indblik i. Som titlen ret meget fortæller en, består albummet af fire af MBV EP’er fra Creation Records - You Made Me Realise (1988), Feed Me with Your Kiss (1988), Glider (1990) og Tremolo (1991) - samt fire sjældne sange og tre uudgivne sange.

  For fans er det utroligt fedt, at få lettere adgang til de ellers svært tilgængelige EP’er bandet har udgivet gennem tiden. Samtidig er det et virkelig sjovt indblik i nogen af de ting MBV i sin tid har kasseret, og nu genskabt af Kevin Shields. Man hører virkelig bandets udvikling igennem de 4 EP’er. Fra det mere post-punkede støjrock, til drømmende og guitar-flænsende medrivende univers de går all in på med Loveless (1991).

  Der er også noget råt og ubearbejdet over flere af de mere “sjældne numre”, som de har valgt at kalde dem. Man hører eksperimenterne. Dog kunne man måske godt have undladt de to instrumentale numre (track 18 og 19) og den fulde version af Glider. Selvom jeg er med på at det er en opsamlingsplade.

  Som altid med MBV handler det om at trække lytteren ind i en anden tilstand. At opløse sanserne. At mærke de forskellige lydlige teksturer. Ikke kun på en følelsesmæssig måde. Men også på en utroligt kropslig måde. Det er et forsøg på at bryde lydmuren i en overvældende, forvrænget bølge af støj. Men samtidig har der altid været en helt central introspektiv side af MBV og de fleste andre shoegaze-bands - deraf navnet shoegaze. Det står bogstaveligt talt og kigger ned i deres sko, når de spiller. Vokalerne er også ofte lavmælte og drømmende. Som om de synger lidt for sig selv. At ingen andre skulle høre det. Det føles intimt og utroligt personligt.

  Udover de to numre “soon” og “to here knows when”, som også er at finde på Loveless, så er højdepunkterne for mig helt klart numrene fra You Made Me Realise (1988) og Glider (1990). Og så nummeret “honey power” som jeg virkelig godt kan lide.

  Har jo hørt Loveless ufatteligt mange gange - klart et af mine favorit album nogensinde. Har også hørt Isn’t Anything en håndfuld gange og deres selvbetitlede album fra 2013 et par gange. Sjovt endelig at få fuld plade på MBV’s diskografi. Selvom der er enkelte sange jeg kommer til at genbesøge en del, tror jeg ikke at albummet som helhed bliver noget jeg vender tilbage til lige foreløbig.