Untrue by Burial on Album Whale

20.06

Det hele starter med mærkelige kønsløse ærkeenglestemmer, der kalder på en igennem det underliggende melankolske landskab. Det er dubstep med stort fokus på pitchshiftede vokaler, real-lyde, faldende trommer, sub-bas og små “clicks” der som faldende dråber kilder de helt rigtige steder i hjernen.

Det er ikke elektronisk musik lavet til et vildt engelsk rave. Det er mere subtilt og introspektivt, og har nærmest en nostalgisk kvalitet, jeg ikke helt kan sætte fingeren på.

Jeg ved ikke særligt meget om elektronisk musik, medmindre det har en tydelig forbindelse til rock eller pop (Radiohead, Kraftwerk, The Knife osv.). Så dubstep, garage, jungle, drum & bass, house-musik og lign. er meget nyt for mig. Det siger mig ofte heller ikke så meget, og her er Untrue desværre ikke en undtagelse. Jeg kan sagtens høre at det lyder godt og det skulle jo eftersigende være en af de helt store elektroniske værker i det 21. århundrede. Men det er nok ikke rigtig min smag. Desværre. Alligevel er der noget ved albummet der rammer mig. En malankoli eller nostalgi af en art.

Især nummeret Etched Headplate giver mig en utroligt ubehagelig følelse i kroppen. Kan faktisk næsten ikke høre nummeret, hvilket er super weird. Ved ikke helt hvad det er, men det er den der vibrerende “telefon” agtige brumme lyd. Især i høretelefoner, hvor den nærmest borer i et eller andet sted i mit kranie. Ved ikke om det er traumer fra for mange tandlæge besøg, at jeg hader når telefonen ringer eller hvad det er. Men det er altså ikke en følelse jeg har fået af musik før. Det er ikke et dårligt nummer, har simpelthen bare svært ved at høre det hele vejen igennem, da det er ubehageligt.

Så, altså ikke lige min smag. Men måske det bliver det engang, hvis jeg dykker lidt mere ned i de forskellige EDM genrer. Jeg er i hvert fald super glad for at have hørt det.