Crooked Rain, Crooked Rain

This album has been added to 2 private lists and 5 public lists:

• 

  2025-07

  vertino

  1001albums:978

  ⭐⭐⭐

• 

  50 album på 50 dage

  Anton Engelbrecht Nielsen

  09.07

  Lo-fi 90’er støj-rock med slacker attitude. Minder om Sonic Youth, Dinosaur Jr., Breeders, tidlig Flaming Lips og lign. Som mange af deres 90’er-indie-kolleger leger de med idéen om det fejlbarlige som værdi. Her spiller man forkert med vilje. Stemmer guitarerne i mærkelige tunings. Sætter akkorder og tekstfragmenter sammen, fordi de lyder fede – ikke nødvendigvis fordi de skal give mening.

  Tydeligt inspireret af Pixies og deres quiet-loud-quiet tilgang (ligesom de fleste alternative rock bands fra 90’erne, bl.a. de førnævnte bands).

  Det er umiddelbar og intuitiv rock. Spiller lidt forkert hist og her. Det er lidt som om de ikke gider, men gør det alligevel. Det er en del af æstetikken. Af charmen om man vil. Handling frem for perfektionisme.

  Det er dovent. Tilbagelænet. Men stadig kompliceret. Under slacker-attituden gemmer der sig et band, der virkelig ved, hvad de laver. Fx guitararbejdet der er langt mere avanceret, end man lige fanger. De forskellige stemninger og tunings gør, at alt lyder lidt skævt, men stadig melodisk. Det er ikke teknisk wank, men der er en klar musikalsk bevidsthed bag.

  Tydeligt at Graham Coxon fra Blur er inspireret af dem. Måden at bruge guitaren som en pensel. Male med lyde. Bender op på den rigtige tone. Store strøg - ingen indøvet “shredding”. Generelt har de haft stor indflydelse på indie/alternativ musikken.

  Åbningsnummeret “Silence Kid” starter absurd skørt. Som om de lige skal finde ind i albummet, og så går det ellers bare igang - ud af det blå. Guitarer, trommer og ko-klokke på alle fire slag. Der går faktisk over et minut inden vokalen kommer på. Men det giver kuldegysninger hver gang.

  “Cut You Hair” er en absurd catchy sang, med et omkvæd der er lige dele irriterende og genialt.

  "5-4 = Unity” lyder som jazz-numeret “Take Five”, men bare indie-rock. Det er som om de både hylder og tager pis på nummeret på samme tid.

  Der er altid noget genkendeligt. En simpel form eller et melodisk hook. Men nogen gange syrer de bare ud i tre minutter straight.

  Kendte deres debut Slanted and Enchanted I forvejen, men det er som om de er blevet lidt ældre allerede på deres andet album. Teksterne er ikke lige så sarkastiske og direkte. Nogen steder giver teksterne nærmest ikke nødvendigvis mening – hvilket det føles som en pointe i sig selv. Det er mere lyd end betydning. Ord sat sammen, fordi de lyder fede. Ikke fordi de nødvendigvis betyder noget. Og det er overhovedet ikke en kritik – det er en stor del af charmen.

  Super fedt album fra en scene/genre jeg var relativt godt inde i, i forvejen.

• 

  Goin' on 30 Summers

  Buffy Leigh

  Listened

• 

  Wishlist

  Adrien
• 

  Favorite Albums of All Time

  Harrison VanDolah