Apostrophe(')

This album has been added to 4 private lists and 3 public lists:

• 

  50 album på 50 dage

  Anton Engelbrecht Nielsen

  14.07

  Frank Zappa præsenterer et vanvittigt absurd og humoristisk tekst univers, blandet med en blanding af psych-rock, blues og jazz.

  Han skifter mellem at synge og fortælle. Og musikken leger med og reagerer på hvad Zappa fortæller.

  Det er et legesygt album. Mange temposkift og forskellige taktarter. Xyolofoner, blæsere, de typiske rockinstrumenter og forskellige lydeffekter, til at understøtte de absurde fortællinger.

  Numrene glider ind og ud af hinanden. En klar sammenhæng. Alt imens lytteren bliver præsenteret for en lang række skæve karakterer. Fx åbner albummet med en fire-delt suite. Første nummer med den vilde titel “Don’t Eat the Yellow Snow”, er en surrealistisk fortælling om inuitten Nanook, der hævner sig på en ond pelsjæger ved at gnide gul sne i hans øjne. Historien glider derefter over i et grotesk religiøst univers, hvor St. Alfonzo afholder en absurde “pancake breakfast”-ceremoni, før vi møder Father O’Blivion, en karikatur på præsters moralske autoritet. Suiten blander eventyr, nonsens og satire til noget som virker som en kritik af hykleri, ritualer og menneskelig tåbelighed generelt – alt sammen indpakket i Zappas virtuose musikalske legesyge. Zappa har altid været utroligt antiautoritær og politisk aktiv.

  “Cosmik Debris” er en psych-rock blues med gospel kor, hvor Zappa synger med en dyb Leonard Cohen lignende lækker stemme, der hvisker en i øret.

  Titelnummeret er et instrumentalt nummer hvor en lækker melodisk guitar spiller samtidig med en rå fuzz guitar. De to guitarer komplimenterer hinanden utroligt godt, og der sker virkelig meget. Det er lige med at følge med. Samtidig er det også tilpas tilgængeligt til at man bare kan smide nummeret på som baggrundsmusik uden at det forstyrer.

  Albummets sidste nummer “Stink-Foot” er en grotesk bluesfortælling om en imaginær sygdom der lurer lige om hjørnet og som stammer fra folks sure tær. Og nårh ja, så er der en talende pudelhund, der kommer med en metakommentar om albummet og dets’ placering i Zappa resterende værk. Så vidt jeg kan forstå, havde Zappa en ide om at alle hans værker kunne læses ind i én stor sammenhæng. Et stort samlet værk om man vil. Det han kalde “Project/Object”. Og det er netop det pudelhunden kommer ind og snakker om til sidst på albummet. Det kunne i hvert fald være en tolkning.

  Det hele kunne hurtigt blive en prætentiøs omgang. Men det er simpelhen så sjovt og skarptskåret et album, at det bare fungerer. Det er fjollet med den dybeste seriøsitet

  Hans band The Mothers of Invention (hvis medlemmer er blevet skiftet en del ud over årene) spiller forrygende godt. Zappa er kendt for at øve usansynligt meget inden koncerter, og jeg tænker det samme gør sig gældende inden han går i studiet for at indspille.

  Uncle Remus kendte jeg i forvejen, ellers kendte jeg ikke andet. Jeg har hørt albummet Hot Rats et par gange for et par år siden og så nummeret “Jazz From Hell”, men her fortrækker jeg nok Apostrophe (‘). Det var sjovt at dykke ned i og jeg glæder mig til at høre mere Zappa i fremtiden.

• 

  My Favorite Albums of All Time

  Alex Morales
• 

  EVERY ALBUM I’VE LISTENED TO EVER

  Pepper