Be the Cowboy
by Mitski
Listen
This album has been added to 2 private lists and 12 public lists:
-
-
50 album på 50 dage
Anton Engelbrecht Nielsen06.07
Albumtitlen “Be The Cowboy" fungerer som et mantra og en opfordring til at indtage rollen som helten – den ensomme, handlekraftige cowboy, der trodser reglerne og alligevel vinder. Mitski bruger cowboy-figuren som et ekstremt kønnet billede: den hvide, maskuline arketype, der symboliserer kontrol, frihed og styrke. Et billede der står i kontrast til de forventninger der er til hendes egen identitet som asiatisk-amerikansk kvinde. Ved at gøre sig selv til en cowboy, insisterer hun på retten til handlekraft og følelser, der ellers ofte nægtes kvinder og minoriteter i både samfundet og musikken.
Sangene kan tolkes både som kærlighedssange. Altså romantiske relationer. Eller kærlighedssange til musikken. At være et kreativt udøvende menneske. Det komplicerede forhold man som musiker kan have til musikken. At give sig selv og alt man har til sin kunst og til sit publikum. Hvor drænende og ensomt det kan være. Privatlivet mod det offentlige liv. Her er “Nobody” nok det mest eksplicitte eksempel på en sang om ensomhed.
Men samtidig er man altid i tvivl om hvad der er taget fra Mitskis eget liv og hvad der ikke er. Fx på nummeret “Me and My Husband”. Mitski har ikke nogen mand.
Mitski er genre agnostisk hele vejen igennem - hun har ikke sværget tro til én bestemt genre. Hun blander dem på alle mulige måder. Det er ikke genreforvirret. Men med en genrebevidsthed der gør at hun kan navigere i de mange genrekonventioner. Nysgerrigt. Eksperimenterende. Indie-rock smelter sammen med disko, elektronisk synth-pop, blæsere og country/singer songwriter-elementer. Men altid med poppede melodier, catchy hooks og vellydende moderne produktioner.
Mitskis stemme er ikke ditsanceret eller kold, men hun synger aldrig fra sine følelsers vold. Hun bruger teksten til at vise følelser, og for at man som lytter selv kan læse sig ind i hendes univers. Aldrig pint eller trist, selvom teksterne er det. Det er lidt den omvendte tilgang i forhold til Robert Smith fra The Cure eller Conor Oberst fra Bright Eyes. Ingen “emoting”, om man vil.
Forkerte forløsninger. Ingen drops, ingen kæmpe klimaks. Bare små eksplosioner, der bliver til røg og forsvinder ud i ingen ting. Fx har jeg i hver gennemlytning troet at nummeret “A Pearl” ville eksplodere ud i en kæmpe outro med trommer og strygere. Komme helt op på den store klinge…. men det gør den ikke… den siver ligesom bare ud, og jeg står tilbage med en følelse der ikke bliver forløst. Det føles næsten bevist fra Mitskis side. Hun gør aldrig det forventede. Hun gør tingene på sine egne præmisser.
14 sange på kun 32 minutter, de fleste sange er under 2 minutter. Der sker altså meget på kort tid. I første lyt kunne sangene godt virke ufærdige eller uforløsende. Men efter flere lyt er sangene fuldstændig som de skal være. Korte, men komplette sange.
Utroligt spændende og spændingsfuld harmonisk grundlag, som jeg ikke helt forstår. Men som er virkelig Nice. Legende. Nærmest drilsk.
A Horse Named Cold Air. Tillader sig selv at være dyster og mærkelig. Ubehagelig. Og så går vi altså direkte videre over i det største hit fra albummet “Washing Machine Heart”. Kæmpe synth-pop banger! “Two Slow Dancers” er hjerteskærende smuk. Et meget fint nummer til at runden albummet af
Jeg kendte “Washing Machine Heart”, men ellers har jeg aldrig rigtig hørt Mitski før. Kæmpe indie-plade, som jeg helt sikkert kommer til at høre en masse gange igen.
-
-
From the Newsletter
jmSometimes you listen to something because your friend recommended it. Sometimes you go in search of discovering the origin of an It's Always Sunny meme. In this case, both.
-
-
-
-
-
-
-
-
Do you like albums?
Want to make a list?
It’s free & easy &
the Whale is nice!
Learn more