2025

2025 blev året hvor jeg endelig fik lyttet til Geese. Getting Killed er et kæmpe album - klart en af de bedste udgivelser fra i år.

Thom Yorke lignende vokaler, eksplosive blæsere og støjguitar. Andre gange bittersøde klaver ballader. Der er god grund til den hype albummet har fået efter sin udgivelse. Artrocken længe leve!

Wrangly guitarer, country violin og Tiger Cohen‑Towell og Felix Mackenzie‑Barrow kontrasterende stemmer - og fælles harmonier - som på mange måder udgør det følelsesmæssige centrum for hele albummet. Et iøvrigt varmt og humoristisk album. En klar favorit fra i år.

Fremragende album! Punksaxofonisk kaos og lange smukke post-rock passager. What's not to like?

Det er det tætteste man kommer på nogen af de samme følelser, som man får af at høre "Ants From Up Here" af BCNR. Samtidig med at det er sin helt egen ting.

Glæder mig til at høre mere fra Maruja.

Ultra skarpskåret eksperimenterende rock, med shoegaze elementer, hyperpop vokaler og Mew-lignende æstetik (synes jeg af en eller anden grund, jeg ikke helt kan beskrive).

Albummet kunne godt have været længere for min skyld, men samtidig elsker jeg altid et godt og kort album, uden for meget "filler".

Produktionen er klubbet og ofte minimalistisk. De 11 numre skifter mellem pulserende pop med skrøbelige synths og glitchede beats, og til de mere tungsindige og storslåede ballader - som fx “Man of The Year”. På “Shapeshifter” trækker Lorde også på en af tidens store pop-tendenser, nemlig drum’n’bass. Og det er skide fedt!

Generelt er lyden af albummet både sårbar og cool på samme tid. Fuldstændig som Lorde selv. Klart mit yndlings pop album fra i år.

caroline 2 er et skørt post-rock album med elementer af hyperpop og folk.

Strygere, blæs, klingende guitarer og støj smelter sammen i et smukt kaos, som man kan forventer af post-rock. Alligevel er albummet relativt kort for dens genre. Hvilket klæder det.

Til et band og et album der hedder Caroline, giver det supergod mening at hive en af de største Caroliner i musikverdenen lige nu ind på albummet. Caroline Polachek medvirker nemlig på nummeret “Tell Me I Never Knew That”. Måske albummets smukkeste og mest simple nummer, hvor korstemmer flyder ud og ind mellem hinanden.

Klart også en favorit fra i år - men holdt kæft 2025 er et klasse musikår generelt!

Post-punk med dansable elementer, sing-talk vokal med spydige kommentarer - elsker det. Det er både utroligt humoristisk til tider og dybt alvorligt. Dansabelt, og andre gange meget rørende. Fx klaverballaden "River King" der på smuk vis lukker albummet af. Synes det er det bedste Viagra Boys har lavet, ud fra det jeg ellers har hørt. Mere poleret og clean, men stadig råt.

En blanding af forskellige EDM-stilarter der smelter virkelig fedt sammen. Tydelig inspiration fra hyperpop som SOPHIE og Charli XCX. Har virkelig optur over albummet. Det er totalt overload for hjernen - men alligevel aldrig for meget.

Blev ret vild med diverse bands fra The Windmill i starten af året. Så da Squid udgav dette tredje studiealbum, var jeg ret meget solgt til stanglakrids. Gentagende Krautrock rytmer, rå post-punk vokaler og solid sangskrivning. De to første numre er klart højdepunkterne, men hele albummet er bare generelt virkelig nice.

Tame Impalas længe ventede album går længere ned af den elektroniske dansemusik, end tidligere albums - og jeg er personligt ret vild med det. Mange har set sig sure på skiftet i lyden, men det er stadig klart genkendeligt Tame Impala. Det virker som om Kevin Parker har sluppet perfektionismen en smule, og det klæder ham. Selvom det ikke er alle sange der er lige gode, synes jeg generelt at albummet er super fedt og der er nogen klare hits til floor. Glæder mig til at danse til sangene langt ind i fremtiden.

Er lidt biased med denne udgivelse, men der er god grund til at GAFFA gav albummet 6 stjerner.

Esben Svanes produktion på albummet er fænomenal og sangene er tydeligvis skrevet med store ambitioner, som heldigvis bliver forløst. Albummet hænger super godt sammen og det er bare generelt en super god dansk pop plade. Kalaset har virkelig forfinet deres lyd og sange siden sidste album, som også var super godt, men det her overgår det helt klart.

Hele albummet er virkelig fedt. Men det var nummeret SAME KIND OF LONELY der fangede min opmærksomhed i første omgang. Kenny Segals støjede produktion på dette nummer er så rå, samtidig med at den gør plads til den fængende vokal-melodi, som heldigvis aldrig drukner i de tunge beats og den shoegazede støjmur. Det er et nummer om at efterlade sit gamle liv og starte forfra ”If I could make it out tomorrow/If I could start again on my own”. Pistolskudene og lyden af et barn der griner, virker til at referere til da Booker næsten mistede sit liv i et skyderi i New Orleans, hvorefter han flyttede til Mexico City. Eller måske en kommentar til frygten for at miste sine børn i et land, hvor skoleskydderier er hverdagskost? Uanset hvad er det en heftig omgang og jeg er vild med det.

Men efter flere lyt, er det tydeligt at alle sangene bare er enormt fede. Især de mere støjede numre er fucking fede!

75/100

Et virkelig spændende samarbejde mellem Thom Yorke og Mark Pritchard. Totalt dystopisk, men alligevel håbefuldt nogen steder. Super fed æstetik hele vejen igennem. Synes det er en ret sammenhængende oplevelse, dog bliver nogen af sangene lidt for lange til min smag. For mange udforskninger af en ny og eksperimenterende lyd. Men det hører jo også lidt til genren/stilen. Enkelte sange sagde mig ikke så meget, men tilføjer en stemning til lytteoplevelsen af albummet, som man nok ikke kan undvære, selvom jeg personligt godt kunne ønske mig flere numre som de utroligt smukke "The Spirit" eller "The White Cliffs".

Glitched IDM breakbeats, drum’n’bass, dream pop og shoegaze smeltet sammen I en lyd. De kalder det selv hypergaze.

Synths, hårde warpede guitarer, æteriske robotiserede stemmer flyder over en som lytter. Samtidig er det vanvittigt rytmiske grundet de elektroniske beats. Det er en kæmpe lyd der næsten eksploderer dine trommehinder, lige præcis som shoegaze helst skal være det. Men det bliver aldrig mudret.

Linjen “I don’t know how to connect/lost in disarray” på sangen “Ether” kunne godt gå hen og blive et af mine yndlings omkvæd fra i år (hvis man overhovedet kan kalde det et omkvæd). Generelt er vokal-melodierne bare super stærke og fængende, hvilket redder albummet for bare at blive en stor lyd orgasme. Der er godt popsnedkeri på spil.

Hvis ikke det var dansk, ville det her album helt sikkert få en del mere opmærksomhed - for det er virkelig fedt.

Klart mere mig end hans første soloudgivelse efter Iceage. Elsker blandingen af hans rå post-punk vokal og de forskellige dub-reggae elementer. Har ikke haft så meget optur over en melodica, siden Gorillaz første par albums.

Gode sangskrivning (som altid). Mindre rocket end Icage og mere dynamisk end hans første soloudspil. Fedt at han tør bevæge sig lidt væk, fra sine typiske genre og lyduniverser, men stadig beholder en tydelig identitet og sin egen lyd i det samtidig.

Solid indierock med Patti Smith inspiration. God sangskrivning. Mere råt og 90'er inspireret end deres debutudgivelse fra sidste år. Det kommer ikke helt op på samme højder, men er stadig et bundsolidt album med plads til både det poppede og det eksperimenterende.

Klassisk David Byrne album. Super skørt og skævt, bl.a. en sang om venskabet mellem Byrne og hans lejlighed. Ghost Train Orchestra giver super meget til lydsiden med deres opløftende og medrivende folk-jazz-vanvid.

Byrne er lige så skarp på tekstsiden, som han plejer at være, med hans sjove hverdags-observationer. Bl.a. tager han lidt pis på avantgarde-kunsten og så er der en sang, hvor hovedpersonen tydeligvis har svært ved at afkode de sociale koder der bl.a. opstår i en film og i et digt, og derfor får dem forklaret af sin veninde. Super selvironisk og observant som altid.

Et super grineren konceptalbum med et hav af gæstestjerner: Speedy, Klamfyr, Ane Trolle, Guldlokk, LAY og ikke mindst legenderne Blæs Bukki og Peter Sommer.

Carl Knast tager lytteren på en rejse i rumskibet Crowdpleaser og blander det med stangliderlige tekster og fede beats. Det er dybt provokerende og super grineren hele vejen igennem. Kæmpe dansk hip-hop udgivelse.

Djo bevæger sig væk fra sin tidligere synthpoppede bedroom pop og laver et godt gammeldags 70'er rock album. Med enkelte undtagelser, fx "Basic Being Basic". Et LCD Soundsystem agtigt danse nummer - kæmpe banger! Charlie's Garden er en sød Beatles inspireret dedikation til hans ven Charlie. Faktisk minder det så meget om Beatles, at det næsten bliver corny. Men synes sgu det fungerer.

Bundsolid indierock. Bare generelt virkeligt fængende sange med gode omkvæd, fin sangskrivning og fede guitar-hooks. Tilpas kort længde uden noget ligegyldigt fyld.

Minder meget om lyden på albummet Drive To Goldenhammer fra Divorce, som også kom ud i år med sine grangly guitarer, country violin og indierock lyd. Men uden at bevæge sig ud i de fede eksperimenter, som Divorce gør - The Belair Lip Bombs holder sig til formlen, men det fungerer sgu.

Endnu en smuk Bon Iver udgivelse. Utroligt meget mere optimistisk og poppet i sin lyd, end på tidligere udgivelser. Det klæder dem/ham. Det er en super fin retning at gå. Er dog ikke blæst bagover. Men det er måske heller ikke meningen?

Slacker-støjrock med country-elementer. Det er måske lyden af 90'ernes slacker-indie, men der er noget generelt nostalgisk over albummet i sin helhed.

Det er skifter mellem det rå, støjende og rocket til sukkersød country med slideguitarer og Nashville trommer. Super fint og smukt. Andre gange aggressivt.

12 skarpskårede sange på lige under 37 minutter. Forstår virkelig den hype albummet har fået, men er ikke blown away. Et super fint album, der ikke rigtig overrasker, men som stadig er en klar anbefaling herfra.

Mere fed musik fra The Windmill. Virkelig en fed retning bandet er gået i efter Isaac Wood forlod bandet. Dog savner man lidt hans stemme og sangskrivning, som bare var noget helt andet. Men kæmpe respekt til bandet for at bevise, at de stadig kan. De spiller vanvittigt godt sammen og arrangementerne er som altid for vilde.

Ikke Perfumes Genius' bedste album. Men stadig bundsolidt hele vejen igennem. Produktionen er som altid hårrejsende og super medrivende. Og så er hans stemme jo vanvittigt unik og smuk. Der er en del folk elementer, hvilket jeg ikke havde forventet. Og generelt er albummet mere nedbarberet i sin produktion end tidligere albums. Flere akustiske elementer. Men super fedt, at prøve en lidt anden lyd af - især når det er så veludført og aldrig fylder for meget.

Virkelig fed elektronisk art pop/R&B album. Den norske duo balancerer virkelig fint mellem det poppede og det eksperimenterende. Super minimalistisk album, men stadig vanvittigt fedt produceret og med så meget dybde.

Første udspil fra PATINA, hvor jeg ikke begynder at kede mig i løbet af anden halvdel. Typisk P3 lyd, men jeg føler endelig de har fundet deres egen stil i det. Super fede sange og grineren at hive Mr. Swingking ham selv ind. Sætter utroligt meget pris på deres reference til Hitchhiker's Guide To The Galaxy. Og hallo, kæmpe fede live.

Virkelige gode sange. Catchy as fuck og gode tekster. Tror jeg hørte det her album 5 gange om dagen i en uge, da jeg først opdagede det. Sådan lidt i samme tradition som Loveshop og Peter Sommer, med et drys af lidt Guldimund inspiration. Frygten om at blive 30 og smukke kærlighedserklæringer. Hvad mere kunne man ønske sig?

Det har ingen opmærksomhed fået i de danske medier, hvilket er en skam. Men til gengæld er det en lille perle, som jeg så derfor kan have for mig selv, som den gate-keeper jeg i virkeligheden er <3

Peter Sommer er jo altid god. Grineren retning at tage hans lyd. Ikke et favorit album for mig - og ikke min favorit lyd til Peter Sommer, men teksterne og hans charme er altid super velovervejet. Måske det vokser på mig med tiden. Men på ingen måde et dårligt udspil - guderne forbyde at han skulle lave sådan et en dag!

Endelig lever Knægt op til de forventninger jeg havde til hans første udgivelse! Super fint album. God sangskrivning, god vokal og spændende tekster. Det minder unægteligt om hans brors musik, men har stadig helt sin egen lyd, synes jeg. Glæder mig til mere i fremtiden!

Elsker opbyningen af albummet, hvor alle tre sider starter med to ambiente loopede guitar-figur-sange efterfulgt af et indierocket shoegaze nummer med vokal. "Surreal" er virkeligt et vanvittigt nummer.

Fucking grineren album. Det fik meget lort for at være "fjollet" i de danske medier. Men altså... hvad fanden havde anmelderne regnet med, det er jo Benjamin Hav? Men han formår også at være rørende, super musikalsk og meget af det han nu er god til. Klart det mindst rå album indtil videre, og det med størst underholdningsfaktor. Men det er også det han er gået efter - så skide godt jo. Kan kun forestille mig, at det er endnu federe live med Familien på.

Typisk Dodie album, men denne gang mere poleret. Det klæder Dodie.

Sangene er gode og Dodies stemme er varm og behagelig, som den plejer. Melankolsk sød indiepop / bedroom pop. Bonus point for et mega fedt coverbillede.

Elsker ideen med at Hayley Williams udgav alle albummets sange som singler, så lytterne selv kunne lave rækkefølgen på albummet. Lidt ærgerligt, at hun så i sidste ende alligevel udgav det i hendes kuraterede rækkefølge. Men fuck det.

Albummet bliver en smule for langt i sidste ende med sine 18 sange. Men alle sangene er som sådan virkelig gode og man kommer vidt omkring på de 59 minutter, så man kan ikke rigtig brokke sig.

Det er klart noget andet end Paramore, teksterne er dog stadig lidt til den cheesy side - i hvert fald til min smag.

Når det så er sagt, at det er super gennemført album med gode sange og fed produktion.

Kashmir/Radiohead inspireret rock. Super velspillende band, fed skrøbelig vokal fra frontpersonen og en super international lyd - hvilket typisk er svært for danske artister.

Sangskrivningen er også super god, men jeg kunne godt savne nogen mere elektroniske / producerede elementer der tog sangene lidt væk fra det 90'er/00'er rock univers de kører i. Også for at skabe lidt diversitet i lyden og stemningen på albummet. Det bliver nemlig lidt tungt og alvorligt i sidste ende. Men det er måske også ok?

Typisk Mac DeMarco album, men mere nedbarberet i sin produktion og lyd generelt. Der er ikke noget provokerende eller stort kunstnerisk på spil. Men egner sig super godt som baggrundsmusik til en varm sommerdag eller en kaffedate. Og det lyder som en dårlig ting, men det virkelig ment som et kompliment. For det er heller ikke det der har været Mac DeMarcos projekt på albummet (tror jeg ikke). Super fine akustiske og lavmælte sange med massere af nerve og hjerteblod.

Lidt ensformigt i lyden, men super god stemningssætter.

De kan sgu stadig, men det holder ikke hele vejen igennem. Synes virkelig Spike Island var en klasse førstesingle. De andre sange er også helt ok. Men ikke noget der hamler op med deres ting fra 90'erne. Super fin udgivelse fra nogen gamle røvhuller. Men ikke noget vildt banebrydende.

Har ikke så meget at sige. Det var fint nok. Men lidt kedeligt og forudsigeligt. Ikke nogen sange der som sådan blæser mig bagover eller for den sags skyld blev hængende