2026

Utroligt stærkt debut album, som jeg har ventet på med stor spænding. Det minder meget om Alvvays, hvilket er et kæmpe kompliment.

Slow-core, post-rock emo shit. Det sgu ret smukt og ret fedt. Tror ikke det bliver et album jeg vender vildt meget tilbage til. Men synes sgu egentlig det holder. Så måske?

Mere nedbarberet og "akustisk" end forventet.

Klassisk Zar Paulo. Skarpt skårede popsange med finurlige tekster og vanvittigt gode hooks. Der bliver trukket på en masse referencer som sædvanlig - Bl.a. lidt Talking Heads, The Cure, The Smiths. Det er bare skide god popmusik og lige hvad man forventede. Håber de udfordrer deres lyd på det tredje album engang og prøver noget uventet af. Men det havde været for tidligt allerede på album nr. 2. Og måske er det faktisk også helt ok, at spille det "safe", hvis de holder det på det tårnhøje niveau.

Fuld smadrer. Hjernen bliver total basket igennem - er vild med det! Mere af denne slags elektronisk musik tak.

Ganske fint album. Men lidt kedeligt til min smag.

Det føles som Gorillaz' første store værk siden Plastic Beach. Og selvom jeg holder meget af både The Now Now, Humanz (som får meget hate), Song Machine: Season 1 og Cracker Island, så er det her en anden liga. Både konceptuelt og musikalsk. Gorillaz føles innovative for første gang i lang tid. Samtidig utroligt genkendelige og Gorillaz som man forventer dem.

Super fede gæsteoptrædener. Paul Simonon er efterhånden blevet fast inventar. Johnny Marr giver super god mening. Men Mark E. Smith og Sparks havde jeg ikke set komme! Kendte ikke hip-hop artisterne før, men de leverer virkelig nogen fede "bars". Altid fedt, når Albarn giver mikrofonen til nogen navne, der ikke nødvendigvis er "house-hold-names", men som fuldt fortjent får lidt spotlys.

Langt fra Brats lydunivers. Meget mere orkestralt, cinematisk, storladet. Virkelig smukt. Åbningsnummeret er genialt. Det virker til at inspirationen fra John Cale også smitter af på resten af albummet, hvilket er klasse.

Hvad nu hvis Thom Yorke sang i Geese og de lavede jazz?

Bandets bedste album indtil videre. Dagbogs agtige tekster, som er blevet en fed tendens i DK efter Guldimund.

Post-punk. Fedt. Også lidt kedeligt. Lidt flat og udynamisk. Meget skyldes sikkert vokalen - og leveringen er super god, men det bliver bare lidt kedeligt i længden. Meget det samme hele vejen igennem.

Big Thief møder The Windmill-scenen i Brixton. Håber på et album i år.

Der sker virkelig meget. Mange indtryk. På en god måde. Angsty-teen, men en mere "voksen" udgave.

Dansk Olivia Rodrigo og Lizzy Mcalpine. Fede gæsteoptrædener. Hitparade og plads til de intime ballader. Andre sange eksploderer.

Ganske kort. Kun knap 34 minutter.

Alting virker til at flyde ubesværet. Rimene, melodierne og tempoet. Der er vildt meget fremdrift på det hele. Ungt, men virkelig velovervejet og velkomponeret. Godt sat sammen.