2026

Det føles som Gorillaz' første store værk siden Plastic Beach. Og selvom jeg holder meget af både The Now Now, Humanz (som får meget hate), Song Machine: Season 1 og Cracker Island, så er det her en anden liga. Både konceptuelt og musikalsk. Gorillaz føles innovative for første gang i lang tid. Samtidig utroligt genkendelige og Gorillaz som man forventer dem.

Super fede gæsteoptrædener. Paul Simonon er efterhånden blevet fast inventar. Johnny Marr giver super god mening. Men Mark E. Smith og Sparks havde jeg ikke set komme! Kendte ikke hip-hop artisterne før, men de leverer virkelig nogen fede "bars". Altid fedt, når Albarn giver mikrofonen til nogen navne, der ikke nødvendigvis er "house-hold-names", men som fuldt fortjent får lidt spotlys.

Langt fra Brats lydunivers. Meget mere orkestralt, cinematisk, storladet. Virkelig smukt. Åbningsnummeret er genialt. Det virker til at inspirationen fra John Cale også smitter af på resten af albummet, hvilket er klasse.

Hvad nu hvis Thom Yorke sang i Geese og de lavede jazz?

Bandets bedste album indtil videre. Dagbogs agtige tekster, som er blevet en fed tendens i DK efter Guldimund.

Post-punk. Fedt. Også lidt kedeligt. Lidt flat og udynamisk. Meget skyldes sikkert vokalen - og leveringen er super god, men det bliver bare lidt kedeligt i længden. Meget det samme hele vejen igennem.

Big Thief møder The Windmill-scenen i Brixton. Håber på et album i år.

Der sker virkelig meget. Mange indtryk. På en god måde. Angsty-teen, men en mere "voksen" udgave.

Dansk Olivia Rodrigo og Lizzy Mcalpine. Fede gæsteoptrædener. Hitparade og plads til de intime ballader. Andre sange eksploderer.

Ganske kort. Kun knap 34 minutter.

Alting virker til at flyde ubesværet. Rimene, melodierne og tempoet. Der er vildt meget fremdrift på det hele. Ungt, men virkelig velovervejet og velkomponeret. Godt sat sammen.